EnLykkeligTid

53 Hans Sygdom var ganske utvivlsomt ogsaa Skyld i, at han til T ider kunde faa en »Raptus«, under hvils ken han, den korrek te Gentleman og det stille Vanes menneske, tumlede lidt stæ rk t omkring paa de køs benhavnske Forlystelsesstæder i mere eller mindre værdigt Selskab. Im idlertid benyttede han jo disse Udflugter i sine Bøger; og er der ikke sket værre Udskejelser, end dem man læser om i »Paa Farten« og »Turistkompagniet« — hvad der ganske sikkert ikke er — da har der saamænd ikke væ ret G rund til den Forargelse, der har holdt sig lige op til vore Dage, og som bl. a. kan optræde hos en eller anden ung Digter, der ikke har faaet tildelt det ønskede Forfatterlegat, Møller stiftede for en »fortrinsvis humoristisk Fo rfatter under tredive Aar«. N aar Carl Møller havde givet sig selv lidt for frie Tøjler, blev han menneskesky, gik ikke i Sel? skab, mødte ikke, hvor han ellers var Stamgæst, t. Eks. om Sommeren i Tivoli hos Ægidius, hvor han spiste sin A ftensmad i Reglen i Selskab med mine Forældre og Bedsteforældre. Derimod gik han — paa G rund af N ervøsitet altid ledsaget af sin Hus? holderske, Madam Jensen — i »Cirkushaven« eller andre lignende Steder, hvor han kunde være vis paa ikke at træffe sin Omgangskreds. Og naar man havde set ham »med Madammen« paa Gaden, var man klar over, at ingen Invitation lokkede ham. Ven? nerne besværede ham ikke, men ventede til han plud? selig en Dag dukkede op i smult og kend t Farvande. Carl Møller kaldte altid mig »Skønaanden«, fordi jeg en Gang i 10?Aars A lderen med absolut Kend?