EnLykkeligTid

52 nesker omgikkes han — og kunde omgaaes dem, lige* som min Fader — han ejede ogsaa Evnen til at faa andre til at fortælle, han forstod at lytte, en sjæh den Egenskab. Men den, der for første Gang var sammen med Carl Møller, og var kommen med Forventning om at træffe en forfærdelig grinagtig Mand, der sagde V ittigheder og fortalte morsomme H istorier ude fra Landet eller fra Møruppernes Udenlandsrejse, tog fejl. Stor, bred sad han, men med et nærmest »til? knappet« Væsen. Han konverserede en Dame som en Hofmand, og i Herreværelset efter Middagen var han lig en adstadig Kontorchef i et Ministerium. Derfor skal det ikke paastaaes, at han var en kedelig Fyr, hans Nærværelse ved Middagsselskaber var meget eftertragtet, ikke m indst af de forskellige Huses Damer, hvem han altid viste Opmærksom? heder, han havde, hvad ikke saa mange var klar over, dyb Beundring for det smukke Køn, og iøvrigt har han jo ofte i sine Bøger paa den fineste og mest forstaaende Maade skildret den purunge Pige, netop i den Stund, hvor H je rte ts første Rørelser begynder. Om hans »vilde Liv« i Byen med Svirebrødre gik der megen Snak. Selvfølgelig var denne Opspind, eller i hvert Fald stæ rk Overdrivelse. Carl Møllers Liv var for uindviede en Gaade. I sin Ungdom var han en ko rt T id forlovet med en ung Dame; men han hævede Forbindelsen, ude? lukkende af Pligthensyn, idet han ikke mente med god Samvittighed at kunne gifte sig, da hans Hel? bred var vaklende.