EnGammelPræstsLivserindringer

82 han huske den udenad og udlagde den derefter klart og sundt til alles opbyggelse. En handling, jeg vai gan­ ske ukendt med, var indledning af kirkegangskoner. Det hele skulde gøres, inden en salme var sunget til ende, og jeg lavede mig selv et lille ritual og lyste velsignelse over konen. En præst, der var kommen fra København og end ikke havde hørt om denne skik, bød konen armen og førte hende således ind i kirken. Den gamle degn, der var tilstede, har selv fortalt mig det. Efter at jeg har forladt Ballerup, er kirken blevet udvidet, da det vakte liv har vedblevet at voxe. Der­ ved opdagede man, at hele kirken var bedækket med herlige kalkmalerier, som nu er restaurerede, så at Ballerup kirke er blevet en af vore mest seværdige kirker. Således kan der være en verden af skønhed, som vi ikke nu ser. Hvad vor gudstjenestes ordning angår vil jeg blot bemærke her, at det forekommer mig urigtigt, når mange præster undlader at iføre sig messeklæderne til højmesse; thi vor gudstjeneste er i forvejen fattig nok på symbolik. Det var mig pinligt at forlade virksomheden i Ballerup. Jeg havde jo vun­ det mange kære venner der, f. ex. lægen Busch og hans familie, hvor jeg en tid var lærer for børnene. Og gårdmand Rasmus Larsen og hele hans slægt, ja mange flere. Men en dag kom pastor Mau gående fra Farum og bad mig om at søge det ledige kapellani pro loco der. Jeg lovede den dag intet. Det var heller ikke til­ talende at blive kapellan anden gang, da jeg længtes efter en selvstændig virksomhed. Men sagen trak i langdrag, og ingen andre søgte embedet. Jeg gav da efter, også tilskyndet af trang; thi jeg havde end ikke råd til at anskaffe mig en ny frakke. Derfor vil jeg aldrig ophøre at være en ældre kollega taknemmelig, som en dag sendte mig en ny frakke anonymt. Jeg ved