EnGammelPræstsLivserindringer

61 til grund. Selv det mindste var ham helligt. Han kunde sige: »Jeg tillader mig ikke engang at. lægge mit lommetørklæde på alteret, for det er jo ikke mit bord.« Og han betroede os, at hver dag under sin morgentur repeterede han Luthers lille katekismus for sig selv. Og man skulde høre ham ved en konfirmation lægge hele sin sjæls styrke ind i hvert ord, han talte, så vilde man indrømme, at der kan være velsignelse i den handling. B. J. Fog blev hans eftermand. Måske han ikke var slet så praktisk, men hans sjældne for­ ening af lærdom og fromhed gjorde, at man altid hørte ham med udbytte. Da der blev spurgt ham, om han havde holdt andre prædikener for Folk i Nestelsø end for dem i hovedstaden, svarede han: »Nej, jeg har væ­ sentlig prædiket pa samme made. Og De, mine her­ rer, kan ikke give andet, end hvad De selv er.« På spørgsmålet om kritik af prædikener svarede han: »Dersom nogen siger til mig: Du har denne eller hin uvane, så vil jeg se at aflægge den; men dersom nogen siger: Du skulde prædike anderledes, end du gør, så Siger jeg: Bliv mig fra livet med den snak, for jeg prædiker nu sådan, som jeg kan!« Vore prædikener holdtes altid i Vartov. En gang havde jeg Chr. Richardt til Censor, og han leverede en meget udførlig bedøm­ melse, idet han fandt flere tanker i min prædiken, end jeg vel selv havde haft; han skabte ligesom noget nyt og mere ud af den. I katekese havde vi Holmens provst Munter. Han besad en egen evne til at katekisere så­ ledes, at børnene aldrig blev ham svar skyldige. Da jeg ved den kateketiske prøve uvilkårligt kom til at anvende et af hans exempler, fandt Martensen det ikke kirkeligt nok og vilde derfor kun give karakteren vix laudabilis, skønt Biædel vilde have givet admodum laudabilis. Men Martensen havde jo ret: »Quod licet