EnGammelPræstsLivserindringer

37 den musikalske mand kunde skuffende efterligne nat­ tergalen. At høre Paulli gå op og ned ad gulvet og improvisere på violin var en sjælden nydelse. Når en kusine, som var musikalsk, kom og spillede klaver, , var han ikke at formå til at deltage deri, thi, sagde i an »damerne har meget mere elastiske fingre end vi mænd.« Så løb da skoleårene til ende. Det var allerede en befrielse at få fri en måned for at læse selvstændigt til examen. Men man glemmer megen møje den dag, da man kan sætte studenterhuen på sit hoved. Rektor tog afsked med dimittenderne med en alvorlig tale over Mose afskedsord: »Se, jeg har forelagt eder velsignel­ sen og forbandelsen, livet og døden, vælger livet.« Det var ord, som ikke glemtes. Ved dimmissionsgildet i solennitetssalen valgte kammeraterne mig til at ud­ bringe skålen for lærerne, et hverv, som jeg af und­ seelse kun skilte mig dårligt fra. Efter bordet interes­ serede det jo at samtale med lærerne i egenskab af ens medmennesker. Den næste morgen vågnede man beruset af glæde over sin frihed til nu at studere con amore, og jeg begyndte strax på Esaias. Men iøvrigt glædede jeg mig til at drage ad universitetet til som mine længslers mål. Dog var det med vemod, jeg tog afsked med det kære Odense. Meget var der fejlet, meget forsømt, men Guds hånd havde bevaret mig fra mange farer og ført min livsbåd uskadt i barndom og ungdom. Håbet om nyt og glædeligt arbejde lyste nu for mig.