EnGammelPræstsLivserindringer
35 ved, at han ikke blot overhørte konfinnanderne, men gik op og ned ad gulvet og samtalede med dem. Hvad der mest lod os ane en ny tids frembrud, var dog Ros kilde konvents salmebog 1855. Navnlig blev vi glade ved Ingemanns salmer, så ægte danske i sprog og tone. Den bevægelse, som Søren Kierkegaard, der døde samme år, havde vakt, forstod vi endnu intet af; vi havde vel mest fået indtrykket af hans kritik af folkekirken, uden at vi kunde få fat på hans hensigt med denne kritik. MIN SIDSTE SKOLETID I 1857 lå onkel af en uhelbredelig sygdom, delvis apoplektisk, så at han ikke talte, og han døde så den 27de maj samme ,år. Det var en svær tid for mig, da jeg skulde op til artium en maned efter. Men jeg må være taknemmelig, fordi jeg beholdt hans faste støtte så længe, til jeg kunde stå på egne ben. Det var lykkelige og gode dage for mig i Frue præ stegård. Men også min moders øvrige slægt havde vist mig megen godhed, således foruden moster UlrikkeTrolle på Marienlund også min ældre moster Elise Wedege på Slæbæksgård. Her tilbragte jeg mange ferier og fik derved lejlighed til at gennemstrejfe det dejlige Fyens land, dels ved at køre med fragtmanden midt igen nem landet, dels ved fodture. Jeg havde her lært at kende præsten J. S. Brandt i Ollerup, som var en me get interesseret og poetisk natur; men han blev — i hvert fald i Kirkeby — ikke synderlig forstået. Min søster fandt et venligt tilholdssted i Stenstrup hos den elskværdige provst L. A. F. Rasmussen, som konfir merede hende og viste os to søskende megen godhed Min morbroder, Dr. med. J. C. Colding, som var læge
3 *
Made with FlippingBook