EnGammelPræstsLivserindringer

131 frygtede jeg dog for således at forlade kirkekommissio­ nens grundlag. Den frygt, som udtaltes for statens ind­ blanding i kirkens anliggender, mener jeg, var over­ dreven. Da der skete et ministerskifte, må den ny kul­ tusminister have fundet for ringe stemning i kirkelige krese til, at han turde fremme sagen. I stedet derfor omdannede nu det nævnte udvalg sig i 1896 til »Kø­ benhavns Kirkefond«, hvis formand Sjællands biskop blev. Herved kom det private initiativ til at gøre en betydelig indsats i arbejdet for kirkesagens fremme. Men jeg finder det beklageligt, at lovforslaget ikke blev taget op igen. En vanskelighed er nu bl. a. spørgsmålet om forholdet imellem folkekirkens styrelse og de ny kirkers ejere; ligeledes om ordningen af forholdet imel­ lem sogne og sognedistrikter. Dog synes denne sidste sag at have fået en løsning ved den kgl. anordning om sognedistrikter. Med dette vil jeg selvfølgelig ikke sige, at der ikke er grund til at glædes over det, der er nået, og alt det, der arbejdes. Den iver, der udfoldes år for år på kirkens område i København, vidner klart om, at denne by ikke er i færd med at afkristnes; men der lever en menighed der, som har åndelige kræfter til at bygge på Herrens hus også i fremtiden, hvor mange kampe Guds menighed end skal føres igennem. I for­ bindelse med denne oversigt over kirkesagens udvikling vil jeg endnu omtale to kirkebygninger. Det var en højmodig bedrift af Tietgen at forvandle Marmor­ kirkens ruin til et monumentalt Guds hus. Men da der skulde lægges et sogn til denne kirke, opstod der en vanskelighed. Jeg var medlem af den komité, som skulde gøre forslag til en omlægning af sognene i den indre by, og det var os alle klart, at det voxende og fattige St. Pauls sogn ved den lejlighed burde have en lettelse. Men Tietgen vilde kun have Frederiks sogn

9 *