En eg vokser op - jens Villadsen

MAGASIN S o9. 6> & VI

Z

/ x

E X L I B R I 3

fap Jjjr

M Tu iM

mw

p

KØBENHAVN S RAADHUS - BIBLIOTE K

EH

En Eg vokser op. . .

Jens Villadsens Fabriker gennem 50 Aar

K ø b e n h a v n

1944

Stadsingeniørens Oirektomt Kai mhaon

f

I ANLEDNING AF AT DET I 1944 ER 50 AAR SIDEN JENS VILLADSENS FABRIKER BLEV GRUNDLAGT, ER DETTE HISTORISKE SKRIFT UDARBEJDET

TRYKT I 23.000 EKSEMPLARER

DYVA & JEPPESENS BOGTRYKKERI AKTIESELSKAB KØBENHAVN

den sidste Snes Aar af forrige Aarhundrede indlededes en af de største Bygge- perioder, Danmark har kendt. Med Travlheden fulgte ogsaa Omvæltninger inden- for Bygningsteknikken, og i et stadigt stigende Tempo indførtes nye Materialer og tekniske Fremskridt. Byggeriet var i Overgangsalderen og kæmpede sig igen- nem en begivenhedsrig, men ogsaa meget vanskelig Periode. Saaledes var de Forhold, hvorunder den unge Jens Villadsen startede, da han i 1872 søgte Borgerskab som Tømrermester i København, efter i nogle Aar at have virket i sin Fødeby, Aalborg. Han arbejdede hurtigt sin ny Virksomhed i Hovedstaden op og tog i mere end 20 Aar Del i det store Byggeri. Samtidig interesserede han sig, som den virksomme Mand han var, ogsaa for tekniske Fremskridt og kom derved ind paa en Forbedring af Tjærepaptagene, der efterhaanden havde vundet en vis Udbredelse, navnlig som Tag paa Bygninger i Landbruget og Industrien, men ikke fuldt ud svarende til de Forhaabninger, der var stillet til dem. Tagene blev nemlig vedligeholdt med en Tagtjære, der simpelthen bestod af det tykke Bundfald, der blev tilbage i Tagpapmaskinerne. Dette Produkt kaldtes »Tag l ak«; Taglakken havde en tyktflydende Konsistens og maatte derfor opvarmes før Paastrygningen. Bagefter stivnede den hurtigt og lagde sig ovenpaa Tagpappet som en tyk Skal. Efterhaanden som det ene Lag blev strøget oven- paa det andet, blev Skallen saa svær, at den flød ud, naar Solen skinnede paa Taget. Taglakken kunde ligge som uformelige Tjærebølger, der undertiden drev ud over Tagskægget. Om Vinteren blev Taglakken haard og sprængtes, saa der kom dybe Revner i Taget og dermed Utætheder, som det var svært at komme tillivs. Jens Villadsen eksperimenterede paa egen Haand med Fremstillingen af en Tagtjære, der var letflydende og kunne paastryges uden at være opvarmet. Dens Klæbeevne var større end Taglakkens, og den var saa smidig, at den kunde trænge ind og lukke alle Huller og Revner. Samtidig skiftede den ikke Karakter hverken i Sol eller Frost. I 1894 var Jens Villadsen naaet saa vidt, at han kunde bringe Varen frem paa Markedet. Han havde ladet udtage Patent Nr. 6514 og indregistrerede Materialet under Navnet »Dansk 3

r

Tagpixtjære«. Tagpixtjæren blev fremstillet af præpareret Stenkulstjære tilsat Harpix, Olier og pulveriserede Mineralier. Samtidig udarbejdede han en Metode, hvorefter man med Lærreds- strimler, der var imprægneret med den ny Tagpixtjære, kunde tætte større Huller og Revner i Tagene. Dette gjaldt ikke alene Tagpaptage, men ogsaa Zinktage, der var stærkt benyttet i Byg-

T Ø M R E R M E S T ER JENS V I L L A D S EN Virksomhedens Grundlægger — født 1842, død 1910.

geriet i Aarene op til Aarhundredeskiftet særlig i Hovedstaden, hvor man i videste Omfang, for at udnytte Tagetagen uden at overtræde Byggelovens Højdebestemmelser, anvendte flade Tage. Zinken var straks blevet modtaget med Begejstring. Man mente, den gav et tæt og uforgængeligt Tag, men som Aarene gik, viste det sig, at Byen og Metaltaget havde svært ved at forliges. Kulstøvet fra de mange Skorstenes Røg lagde sig paa Zinken og fremkaldte en stadig Tæring. Saa maatte Blikkenslagerne til, og Reparationerne foregik ved Lodning. Med Jens Villadsens 4

Tagpixtjære havde man faaet en baade hurtigere og sik- rere Metode.

Gennem Produktionen af Tagpixtjære lagde Tømrer- mester Jens Villadsen Grunden til den vidtforgrenede Virksomhed, der i Dag er samlet under Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker. Hans første »Fabrik« laa ude paa Lampevejen, nu Finsensvej paa Frederiksberg. Det var langt udenfor Byen. Paa Grunden stod der to Træ- skure; i det ene var der anbragt en Blandemaskine, som blev drevet med et Haandsving; det andet tjente som Lager for Raavarer og Emballage. I Gaarden havde man en stor Jerngryde ovenpaa et muret Ildsted — større var de tekniske Installationer ikke. Men den ny Fabri- kant var en driftig Mand, og han havde et godt Navn i Byggeverdenen. Kunderne kom hurtigt. Blandt de første var Tuborg Bryggerierne, Tivoli, De danske Statsbaner, Orlogsværftet og Frihavnen, som endnu 50 Aar efter hører til Aktieselskabet Jens Villadsens Fabrikers faste Kunder. I Løbet af faa Aar havde Tømrermester Jens Villadsen faaet skabt et saa sikkert Grundlag for sin ny Virksomhed, at han helt lagde sit oprindelige Haandværk paa Hylden og helligede sig Fabriken. Til at begynde med beskæftigede han to Mand, og Udgifterne var til at overse. Den samlede Dagløn udgjorde syv Kroner, endskønt man arbejdede i tolv Timer inklusive de traditio- nelle Frokost- og Middagshvil. For Jens Villadsen selv var Arbejdstiden nu væsentligt længere. Han tog fat Kl. halv seks om Morgenen og sluttede først henad ti om Aftenen. Men Fremstillingen Blandekar for Tagpixtjære. Fabrikens første Maskine.

af Tagpixtjæren var heller ikke nok for ham i det lange Løb. Da denne Vare var indarbejdet, saa han sig om efter andre Arbejdsmuligheder, og ganske naturligt fulgte nu direkte Entrepriser med Oplægning af Tagpap. Tagpaptækning blev dengang i stor Udstrækning udført af Tagpapfabrikerne ved Hjælp af Arbejdere, der den ene Dag arbejdede paa Fabriken og den næste blev sendt ud for at lægge Tagpap op. Mange af dem havde ikke større Kendskab til dette Arbejde, men Jens Villadsen uddannede Specialarbejdere til Tagtækning og kunde derigennem yde større Garanti for Kvalitet. 5

Hof er det bedste Materiale til" Overstrygning af

Pap- og Zinktage og gjør disse fuldstæn- dig vandtætte. O v e r s l ag og A r b e j - d e r s U d f ø r e l se ved T ø m r e r - m e s t e r J e n s V i l l a d s e n, H e r - l uf T r o l l e s v ej 4, K b h v n . V . I Telefon 18503. | Sælges ogsaa i Fustager. 8 Øre pr. Pd. til Pap-, 10 Øre pr. Pd. til Metal tage.

Den første

Annonce.

ra Dag til Dag voksede Omsætningen, og Jens Villadsen saa de Fremtidsmulig- heder, der laa for den, der virkelig vilde sætte hele sin Energi ind paa at følge Udviklingen i den moderne Tagteknik. Da hans Søn Chr. Villadsen i Efteraaret 1903 kom hjem fra Udlandet, hvor han i nogle Aar havde søgt videre Handels- uddannelse, knyttede han ham til Forretningen for at give den en bedre købmands- mæssig Organisation. Der var nok at gøre for dem begge. Med stor Opmærksomhed fulgte Far og Søn de ny Fabrikationsmetoder, der kom frem i Udlandet indenfor Specialet Tagtækning. Særlig Interesse havde Udnyttelsen af den amerikanske Metode til Fremstilling af tjærefrit Tag- pap. Dette Materiale var langt mere holdbart end den gammeldags Tjærepap, fordi Impræg- neringsstoffet — Asfalt — ikke indeholdt flygtige Bestanddele og derfor ikke krævede Vedlige- holdelse ved stadige Overstrygninger. Resultatet blev, at Jens Villadsen sikrede sig Eneforhandling for Danmark. Den ny Vare fik Navnet »leopal«, og alle var forsaavidt enige om at anerkende det Fremskridt, Icopalen betød. Paa den anden Side virkede det som altid, naar en Forbedring skal gennemføres, noget chokerende, at Prisen selvfølgelig laa højere end paa den gamle, mere primitive Vare. I dette Tilfælde drejede det sig ikke om saa lidt; Icopalen var tre Gange saa dyr som Tjærepappet. Det var et Problem. Men saa tog Jens Villadsen den raske Beslutning at tilbyde ti Aars Garanti for Tæthed og Holdbarhed uden Vedligeholdelse. Det var maaske nok en Risiko, men han troede selv paa Produktet og var klar over, at naar man krævede Tillid, maatte man ogsaa vise Tillid. Omsætningen steg, uden at man derfor slog sig til Ro, nu da Sukcessen var sikret. Den næste Nyhed var Tagpixfarver til Maling af sorte Tagpaptage. Det har ogsaa sin Værdi at sætte lidt Kulør paa Tilværelsen, og de sorte Tage virker ikke opmuntrende. Der var efterhaanden gaaet tretten Aar siden Starten — tretten haarde Arbejdsaar, —men de havde givet Foretagendet en saadan Vækst, at man kunde begynde at se sig om efter Markedet udenfor Danmarks Grænser. I 1907 startedes ved et Samarbejde med en svensk Tagpapfabrik Svenska Tagpixf abriken. Dermed førtes Virksomheden over paa svensk Grund, og man var inde paa en Linie, som siden er fulgt, saaledes at Jens Villadsens Fabriker er blevet en skandinavisk Koncern, der foruden de danske Fabriker ogsaa omfatter Fabriker i Sverige, Norge og Finland. Man var efterhaanden naaet til et Punkt, hvor Haandværkerens praktiske Erfaring ikke var tilstrækkelig. Opgaverne blev stadig mere komplicerede. Der blev Brug for en Kemiker, og nu knyttedes for første Gang en Ingeniør til Fabriken. Forinden var Forholdene paa Finsensvej blevet for smaa. Virksomheden var blevet flyttet til Herluf Trollesvej Nr. 4, hvor man indret- tede en større Bygning til Fabrikationen og fik Dampkedel og elektrisk Drivkraft. Den unge Ingeniør, der kom til at lede de kemiske Eksperimenter, var ansat paa Statsbanernes Labora- torium, og Arbejdet hos Jens Villadsen udførte han om Aftenen. Jens Villadsen lejede et Labo-

Samtidig Tegning af Pladsen paa Lampevej, nu Finsensvej, hvor Jens Villadsen begyndte Fabrikationen af Tagpixtjære 1894.

ratorium i en Kælder paa Hjørnet af Gothersgade og Søtorvet; endnu gik man beskedent frem. Gennem Laboratoriearbejdet kom Chr. Villadsen ogsaa i Forbindelse med Laboratorieforstander Karl Meyer, den senere Professor og Formand f or Industriraadet. Der indlededes hermed et betydningsfuldt Samarbejde, som vedvarede uden Afbrydelse til Professor Karl Meyers Død i 1935. Karl Meyer var en Kapacitet indenfor den tekniske Kemi og tillige i Besiddelse af stor finansiel Viden og sjældne Evner som Organisator. Indtil dette Tidspunkt var Icopalen blevet importeret og kun solgt her i Landet igennem Jens Villadsen, men man var blevet klar over, at Fabrikationsretten, der tilhørte Firmaet Otto Herr & Co. i Hamborg, kunde købes for Danmark mod en Licensafgift. Det var en Chance. Men saa maatte Kapitalen forøges, og det faldt naturligt samtidig at omdanne Forretningen til et Aktieselskab. Planerne blev udarbejdet, og alt var i den smukkeste Orden; man skulde blot have Støtte hos en Bank. Dette viste sig dog at blive langt vanskeligere end forudset, for i Bank- verdenen var man ikke klar over de Muligheder, den ny Virksomhed indebar. Der blev svaret, at Projektet ikke havde nogen Interesse, Danmark havde Tagpapfabriker nok: En ny Fabrik vilde antagelig slet ikke kunne klare sig. Paa et vist Tidspunkt var Grundejerbanken dog villig til at tage Spørgsmaalet op, men Banken stod paa svage Fødder, og nogle Dage senere indtraadte det store Byggekrak i 1908, der gik saa haardt ud over Grundejerbanken, at den maatte standse sine Betalinger. Saa blev Aktieselskabsplanen skrinlagt. Øjeblikket var endnu ikke inde til at gennemføre de paatænkte Reformer. Man maatte fortsætte som hidtil og saa regne med, at den Dag vilde komme, hvor ogsaa Finansverdenen forstod, hvad Firmaet var værd. 7

er fulgte nogle forcerede Arbejdsaar. De øvrige Tagpapfabrikanter var blevet opmærksomme paa Jens Villadsens stigende Omsætning, og Konkurrencen skærpe- des. Undertiden gik det haardt til. En afgørende Sejr blev vundet, da Jens Villad- sen i 1910 fik overdraget Tækning af de store Perronhaller paa den ny Københavns Hovedbanegaard, der var under Opførelse. Det var et Arbejde, der blev lagt Mærke til. Firmaet kom ogsaa til at udføre Isoleringen af Tagbeklædningen under Skifertaget paa Bane- gaardens Hovedhal og i Forbindelse med disse Anlæg det meget interessante Arbejde: Isolering af Banegraven til den ny Boulevardbane. Alle Steder anvendtes Icopal. I økonomisk Henseende var Entreprisen ikke attraaværdig. Der var ved Boulevardbanen mange Vanskeligheder at over- vinde, fordi Grundvandet stadig trængte igennem. Men Materialet bestod sin Prøve, og det var det vigtigste. Da Firmaets Grundlægger, Tømrermester Jens Villadsen, døde i 1910, efterlod han sig en blomstrende Forretning, skabt paa Grundlag af hans personlige Initiativ, Dygtighed og Udhol- denhed. Han havde allerede forinden forudset den Udvikling, der maatte komme. En Gang sagde han: »Det her kan blive til noget stort. Jeg vilde ønske, jeg var noget yngre.« Selvfølgelig stødte man stadig paa den Indvending, at Icopalen var et udenlandsk Materiale og ikke burde foretrækkes for danske Produkter. Dette Synspunkt havde Firmaet selv været inde paa, da det i 1907 søgte at skaffe Kapital til Start af en hjemlig Produktion, og man ventede fortsat paa det Tidspunkt, hvor den oprindelige Plan om at bygge en Fabrik, der kunde frem- stille Icopal, lod sig realisere. Det kom i 1912. Man henvendte sig atter til Professor Karl Meyer, der var villig til at foretage en Rejse til den tyske Fabrik og her gøre sig bekendt med Indretningen og Fabrikationen; han fandt alt tilfredsstillende og opstillede en Rentabilitetsbe- regning, der blev forelagt Bankierfirmaet J. M. Levin & Co. Rentabilitetsberegningen var udreg- net paa Basis af 10.000 Ruller Icopal — 6000 til Salg og 4000 til Tagtækninger, og 10.000 Ruller Tjærepap placeret paa lignende Maade; desuden paa Fabrikation og Salg af 500 Tons Tagpixtjære og Farver og Entreprisearbejder for Kr. 30 . 000. Pengene var smaa i 1912, det er ganske morsomt at se, hvor beskedne Beløb, man regnede med, da Aktieselskabet overtog Sel- skabets Aktiver. Aktieselskabet skulde overtage Varelageret for ca. Kr. 8 0 0 0 ,—. Udestaaende Fordringer for ca. 50 . 000, Inventar, Maskiner o. s. v. for Kr. 21 . 000. Firmaet Jens Villadsens Fabrikers Interesser i den svenske Fabrik indgik ikke i Overenskomsten, men Aktieselskabet forbeholdt sig Ret til senere at overtage disse. J. M. Levin & Co. accepterede Forslaget, og den 29. September 1912 stiftedes Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker med en Kapital paa Kr. 100.000. Stifterne var: Fabrikant Chr. Villadsen, Professor Karl Meyer, Tømrermester Eli Unmack, Vekselererne Martin og Johan Levin, der repræsenterede Bankierfirmaet I. M. Levin & Co., og Overretssagfører Axel Simonsen. Chr. Villadsen blev Direktør. 8

Icopal-. Tagpap- og Vejmaterialefabriken i Tømmerup ved København.

a Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker tog fat paa at virkeliggøre Tanken om at bygge en Fabrik for Icopalfremstilling, blev der indgaaet en Overenskomst med den hidtidige Leverandør Otto Herr & Co., der skulde stille hele sin Organi- sation til Raadighed og garantere en bestemt Fremstillingspris. Den samlede Sum for denne Medvirken blev sat til en Sum af 20 . 000 RM, der skulde betales i to Rater. Den nye danske Fabrik, der var at betragte som et lille lokalt Foretagende, viste sig at være i Besiddelse af en Livskraft, som maaske kun de færreste havde ventet. Tre Aar senere ændredes Kontraktens Bestemmelse om, at Virkeomraadet var begrænset til Danmark, saa ogsaa Sverige hørte med, og i Foraaret 1918 tog man det næste Skridt, der gav Jens Villadsens Fabriker Ad- gang til at fabrikere og sælge sine Produkter i alle Lande undtagen Tyskland, Østrig, Balkan og Østersøstaterne. Saa gik der fire Aar, da var det danske Selskab blevet saa stærkt, at det mod en kontant Udbetaling udløstes for enhver Begrænsning af sin Handelsfrihed. Med de sidste Data foregriber vi den kronologiske Beretning om en Række vigtige Begiven- heder, der gik forud. Da Aktieselskabet var dannet, skulde man se sig om efter en Plads til den ny Fabrik. Det var slet ikke saa nemt. Brandpolitiloven krævede, at en saadan Virksomhed skulde ligge paa et stort Areal med en betydelig Afstand til Naboerne. Desuden ønskede man Plads ved Jernbane og i Nærheden af Havn. Til sidst fandt man et Areal i Maglebylille paa Amager. Der kunde Fabriken faa Tilslutning til Amagerbanen ved Tømmerup Station, og Kørslen til Havnen i Kastrup var overkommelig. Om selve Handelen fortælles det, at Ejeren, en gammel Amagerbonde, var lidt svær at træffe. Selskabets Ledelse søgte ham forgæves paa forskellige Beværtninger og fandt ham omsider i Gæstgivergaarden »Falken« paa Christianshavn, hvor der med det samme blev skrevet en Slutseddel og drukket Lidkøb i Form af en Tuborg-Øl. Tjene- ren kom først med en gammel Carlsberg, men den afviste Professor Karl Meyer som absolut uegnet til Formaalet —han var nemlig Medlem af Tuborgs Bestyrelse. —

f

Det var i de Tider, da Amager endnu laa langt væk fra København, Landevejen løb frit mellem store Marker med Grøntsager, og der blev betalt Bompenge - 32 Øre for et Tospand og 16 Øre for en Enspænder. Fabriken kom i det hele til at koste smaa 100.000 Kroner. Foruden leopal var den indret- tet til at fremstille Tagpixtjære, Tagpixfarver, Løvepap og Sandtagpap. Straks voldte Fabrika- tionen af leopal en Del Bekymringer. Man kunde ikke give Materialet den rigtige Under- og Overflade, og det tyske Firma, der havde paataget sig at lede den tekniske Tilrettelæggelse, var ikke i Stand til at løse dette Problem. En Tid saa det hele ikke saa godt ud. Men saa tog Fabri- kens egne Folk fat, og de fandt en Udvej, saa man naaede frem til et Produkt, der var af bedre Kvalitet end den leopal, der tidligere var importeret. Aktieselskabet fik Kontorer paa Amagerbrogade Nr. 8 i to smaa Værelser. Personalet bestod af en Bogholder og en Kontordame foruden Fabriksbestyreren og en Bygningskonduktør til at passe Entrepriser med Tagtækning. Kontoret laa overfor Amagerbros Godsbanegaard, hvor man havde bygget et Skur for Varer til By-Ekspedition. Bogholderen maatte ogsaa passe Lageret ved Hjælp af en Arbejdsmand, der var ikke Raad til en Telefon til Skuret, saa al Ekspedition maatte ske i Løb. Direktør Villadsen passede foruden Rejserne rundt om i Landet ogsaa Korrespondancen paa sin Skrivemaskine. Der var ikke 8 Timers Arbejdsdag, Arbejdet sluttede, naar alt var i Orden om Aftenen, og paabegyndtes tidligt næste Dag. Den ny Fabriks Start svækkede selvfølgelig ikke Konkurrencen. Den blev tværtimod haardere, og der maatte sættes en efter Datidens Forhold omfattende Propaganda i Gang for at sikre Fore- tagendet. Omkostningerne var større end straks beregnet; man maatte kæmpe for Livet. Derfor saa det næsten ud som en Katastrofe for det nystiftede Selskab, da Verdenskrigen udbrød i 1914, og alting standsedes. — Ingen vidste, hvad der vilde ske. Personalet blev indkaldt til Militær- tjeneste. Der maatte over Hals og Hoved engageres midlertidig Hjælp, og en Dag i August fik Fabriken tilmed Besøg af en Ingeniørkaptajn, som meddelte, at Bygningen langs Jernbanen skulde fjernes, for at der kunde blive Plads til et Batteri; man fandt dog heldigvis en egnet Plads paa Marken ved Siden af. Kort efter mødte Politiet med en Beskyldning for Spionage. Vagtposter havde konstateret Lyssignaler, udsendt fra Fabrikens Vandtaarn, og der gik Rygter om, at Betonfundamenterne under Maskinhuset var maskerede Kanonstillinger. Det tog Tid at forklare, at Lyssignalerne stammede fra Genskæret af Ilden i Kedlerne, der kunde ses, naar Fyrdørene blev aabnet, og at Betonfundamenterne ganske vist var svære, men det skyldtes ude- lukkende Ønsket om at holde Grundvandets Tryk ude.

10

Svenska Icopalfabriken ved Industrihavnen i Malmø. Den fremstiller leopal, Tagpap, Vejmaterialer og Isolationsmaterialer.

1914 var et svært Aar at komme igennem. Maaneder gik inden den første Forskræk- kelse fik sat sig. Bagefter var Efterspørgslen stor nok paa Byggematerialer, men hC-Z— n u kneb det med at faa de normale Tilførsler af Raamaterialer, specielt naar det gjaldt Asfalt. Gamle Forbindelser udgik, ny maatte skaffes. Heldigvis var man saa forudseende at opkøbe den Asfalt, der kunde skaffes, indtil Importen af Asfalt i 1917 blev fuldstændig standset. Den næste Vanskelighed var Raapap. En Tid spekulerede man paa at starte en dansk Fabrikation og havde Planerne liggende parat, men det viste sig, at Papir- fabrikerne havde sikret sig en Overenskomst med Kludehandlerne over hele Landet om et samlet Opkøb af de Klude, der bruges i Raapapfabrikationen. Dermed blev Opgaven for svær for en ny Fabrik. I sidste Øjeblik fik man en svensk Forbindelse. Disse Dispositioner satte Selskabet i Stand til at forsyne det danske Marked med leopal og Tagpap i de gode, gamle Kvaliteter, medens Konkurrenterne led af Mangel paa Raamaterialer, og her grundlagde Selskabet sin Stilling som den førende Tagpapfabrik i Danmark, en Stilling Selskabet ogsaa har opnaaet i de andre nordiske Lande, hvor det har Tagpapfabrikker. løvrigt gav Perioden Anledning til en rig Byggevirksomhed, og Salget af Tagpap var stort i disse Aar. En af de mest omfangsrige Entrepriser blev sluttet med Staten, der i 1917 byggede Barakker til Krigsfangelejre ved Horserød og Hald. Her blev Tagene tækket med leopal og Væggene isoleret med Vægpap. Alene Kontrakten medlHorserødlejren løb op til Kr. 110.000. Industrien foretog store Udvidelser, og mange nye Fabriksanlæg blev byggede. Landbruget benyttede Lejligheden til For- nyelse af deres Metaltage. Metal var i høj Pris, saaledes at det kunde betale sig at erstatte disse Tage med Icopaltage. Noget lignende fandt Sted i København, hvor Zinken paa Beboelsesbyg- ninger blev taget af og solgt og erstattet med Icopaltage, et Bytte som man ikke har haft Lejlig- hed til at fortryde, da det har vist sig her som andre Steder, at Icopaltage staar over Metaltage. Interessen for Virksomheden steg ogsaa i Sverige. Der kom Tilbud om store Entrepriser. Det hele udviklede sig paa en Maade, saa man blev klar over, at det maatte være rigtigt at lave 11

en selvstændig Fabrik for Icopal paa den anden Side af Sundet. Ganske vist forudsatte Medejer- skabet i Svenska Tagpixfabriken, at Jens Villadsens Fabriker ikke drev Tagpap-Fabrikation i Sve- rige, men denne Overenskomst blev ændret, saa man i 1915 kunde grundlægge Svenska Icopal- & Tagpixf abriken, og dermed skabtes en Mønsterindustri, der skulde blive Sveriges største Tag- papfabrik. Krigsaarene, som begyndte med en øjeblikkelig Lammelse af alt Initiativ, udvik- ledes til en Travlhedsperiode. Grunden i Tømmerup var allerede i 1915 for lille og maatte for- øges med tre Tdr. Land. Fabriken blev udvidet, der blev bygget Bestyrerbolig og de første Lej- ligheder til faste Arbejdere. Tilsyneladende havde dansk Industri i disse gyldne Aar uophørlig Medvind; men siden viste det sig, at netop denne Periode indeholdt et særligt Risikomoment, fordi man mange Steder over- vurderede Fremtidsudsigterne og fuldstændig lod sig forblinde af den øjeblikkelige Medbør, uden Tanker for at Vinden kunde slaa om og ændre alle trufne Dispositioner. Der skulde na- vigeres med større Agtpaagivenhed end nogensinde, idet den aktuelle Situation krævede en Pro- duktionsforøgelse for at tilfredsstille Efterspørgslen. Her stod man over for et Hensyn til Kun- derne, hvis Interesser ikke maatte tilsidesættes. Den industrielle Udvikling gennem de første Aar af forrige Verdenskrig var et af de vanskeligste Afsnit i dansk Erhvervslivs Historie, ikke mindst for Virksomheder, der som Jens Villadsens Fabriker allerede var inde i en naturlig Vækst og derfor skulde udvide sit Virkefelt. Henimod Slutningen af 1916 tegnede det til en ny Forsyningskrise for Raapap, og man kunde ikke længere være afhængige af de usikre Raapapleverancer. Der blev saa truffet en rask Beslutning, og Akts. Jens Villadsen vedtog at købe Fabriken A. B. Lagamill, Timsfors, for 1 Mil- lion Kroner. Alt syntes at være i den bedste Orden, men pludselig kom de svenske Myndigheder og erklærede, at Udlændinge ikke kunde faa Koncession paa Udnyttelsen af den Vandkraft, der var en Forudsætning for Fabrikens Drift. Man maatte derfor nøjes med en Kontrakt om Leve- rance af Raapap til de Fabriker, man havde i Gang. Naa, der blev nu ogsaa Brug for Kapital paa anden Maade. Paa det danske Marked var der dukket en Konkurrent op, idet den største Tagpapfabrik »Dortheasminde« ved Horsens var be- gyndt at fabrikere en tjærefri Tagpap, som den søgte at sætte op imod Icopal. Ejeren blev dog ked af Konkurrencens Tempo og tilbød Jens Villadsens Fabriker at købe Virksomheden. Det skete i Januar 1917. »Dortheasminde« var pudsigt nok startet samme Aar, som Jens Villadsen begyndte at lave Tagpixtjære, saa denne Del af Virksomheden jubilerer sammen med Hovedfa- briken. Paa »Dortheasminde« fabrikerede man et anerkendt Tagpapmærke, den sandfri Tjærepap »Herkules«, der var det mest solgte her i Landet. Denne Fabrikation fortsattes ogsaa efter Over- tagelsen lige til 1936, hvor Fabriken brændte. Med Genopbygningen blev »Dortheasminde« ind- rettet til Vejmaterialefabrik. Det er nu en Historie for sig, om hvilken vi først senere skal berette. 12

Fjeldhammer Brug ved Oslo fremstiller Icopal, Tagpap, Vejmaterialer, Raapap, Bogbinderpap og Kunstlæder.

Norge var Icopalen langsomt blevet indarbejdet, og efter Bergens Brand i 1916 steg Efterspørgslen. Fra norsk Side opfordrede man Jens Villadsens Fabriker til at starte en selvstændig Fabrikation i Norge. Resultatet blev, at der i 1918 dan- nedes et norsk Aktieselskab, som købte en gammel Tagpap- og Raapapfabrik »Fjeldhammer Brug« ved Strømmen Station en Snes Kilometer fra Kristiania. Dermed fik Jens Villadsens Fabriker endelig begyndt paa en egen Raapapfabrikation. Men Fød- selsvanskelighederne var svære. Man stod midt i en Krigsperiode. De eksisterende Maskinanlæg var utidssvarende og skulde fornyes. I Virkeligheden blev det en helt ny Fabrik, der rejstes. De norske Interessenter i Selskabet og Ledelsen viste sig at være mindre modstandsdygtige end be- regnet. Det danske Moderselskab blev spændt haardt for, og det endte med, at Jens Villadsens Fabriker i 1922 maatte overtage hele Kapitalen og dermed ogsaa den økonomiske Garanti. Den norske Fabriks Start var maaske nok et voveligere Eksperiment, end man straks havde forudset. Fjeldhammer Brug satte i en Periode Ledelsen af Jens Villadsens Fabriker graa Haar i Hovedet, og der var ogsaa et Øjeblik, hvor man ønskede, Selskabet aldrig havde begyndt paa dette Foretagende. Det viste sig dog, da de aktuelle Vanskeligheder var overstaaet, at være en klog Disposition. Med Fjeldhammer Brug kom Koncernen Jens Villadsens Fabriker til selv at beherske Raapapfremstillingen og var ikke mere bundet til usikre Leverancer eller underkastet de Karteller, som søgte at monopolisere Markedet. Man kunde - hvad der maaske var endnu vigtigere - direkte arbejde med Raapappets Kvalitet og producere netop de Varer, som var egnede til den stadig mere omfattende Industris forskellige Formaal. Det lader sig ikke gøre at fremstille den følgende Udvikling Trin for Trin, for det gik i disse Aar saa stærkt, at de forskellige Interesser i Danmark, Norge og Sverige voksede sidelø- bende. Den ny Fabrik i Malmø blev indviet i 1916, Fabriken Dortheasminde købt i 1917 og Fjeldhammer Brug i 1918. Paa fem Aar var det lille Selskab, der som tidligere nævnt blev 13

dannet under meget beskedne Former for at optage en Fabrikation af leopal i Danmark, blevet til en skandinavisk Koncern, der raadede over fire Fabriker: to i Danmark, en i Sverige og en i Norge. Da Krigen sluttede, aabnedes der ogsaa Muligheder for et Marked udenfor Skandinavien. 1 1924 deltog Jens Villadsens Fabriker i Udstillingen i Bruxelles og kom derfra i Forbindelse med hollandske Kredse. Man oprettede et Kontor i Amsterdam, hvorfra der gjordes betydelige Forretninger saavel i Holland som Luxembourg og Belgien, og i 1928 ønskede et hollandsk Kon- sortium at bygge en selvstændig Icopalfabrik i Holland. Rettighederne blev ogsaa erhvervede, men Fabriken kom aldrig i Gang, og det hollandske Marked blev siden stadig forsynet fra Danmark. Efterkrigsaarene rummede en fortsat Fremgang. Byggeriet havde en stor Tid overalt, men Konkurrencen blev ogsaa større - nu var det ikke længere indenlandske Fabriker, det drejede sig om. Ogsaa udenlandske Producenter søgte at vinde Fodfæste i Skandinavien, og der maatte mange og lange Forhandlinger til for at naa frem til en rimelig Ordning. Nu skulde man maaske synes, at den videre Fremdrift kun var et Spørgsmaal om at sikre den vundne Placering og holde Kvaliteten af Materialerne oppe, men der meldte sig mange Op- gaver. Saaledes havde Byggemyndighedernes Indstilling overfor Tagpaptækning ikke fulgt med i Udviklingen. Man betragtede stadig de ny Materialer med en vis Skepsis og anførte særlig Brandfaren som Begrundelse, uagtet det var en Kendsgerning, at ikke en eneste Brand var op- staaet ved Antændelse udefra af Tagpaptage. Tværtimod var mange Brande blevet begrænset, idet Ilden ikke kunde komme igennem Tagpappet. Alle Forsikringsselskaber og Kreditforeninger anerkendte Tagpap som haardt Tag i Klasse med Metal og Sten, men det var ikke tilstrækkeligt. Paa Initiativ af Direktør Chr. Villadsen blev der af Industriraadet nedsat et Udvalg, som skulde forhandle med Byggemyndighederne. Udvalget anmodede Statsprøveanstalten om at gennemføre en Forsøgsrække. Der blev ligefrem bygget et Prøvehus fyldt med brandbare Materialer og tæk- ket med Tagpap, hvorefter Huset antændtes. Teorien om Brandfaren modbevistes eftertrykkeligt, og det lykkedes efter denne meget langvarige Dokumentation at faa den gamle Indstilling ændret, saa da den ny Byggelov traadte i Kraft i 1939, indsattes der detaljerede Bestemmelser, hvorefter Tagpap og navnlig leopal fik en meget gunstigere Stilling som Tækkemateriale end før. Femten Aar tog det at vinde frem til denne Anerkendelse. Da Tømrermester Jens Villadsen startede i 1894, anbefalede han sine Varer gennem en lille Annonce, som vi gengiver andetsteds. Med Tiden blev Propagandaen et Felt for sig. For at lære alle, hvad der var opnaaet gennem moderne Teknik, udsendtes der aarligt i mægtige Op- lag Kataloger, Prøver, Prisberegninger og Konstruktionsanvisninger. Der blev udskrevet en Arkitektkonkurrence.om Anvendelse af leopal, og delvis paa Grundlag af Konkurrenceresulta- terne udsendtes en Haandbog i moderne Tagtækning, som gjorde Rede for alle de forskellige 14

Dortheasminde ved Horsens, der nu helt er forbeholdt Tjæredestillation og

Vejmaterialefabrikation.

Former for Tækning med saavel almindeligt Tagpap som Icopal. Den direkte Propaganda støt- tedes af en udstrakt Avertering i Dagbladene. Men en Vares Sukces kan i det lange Løb ikke bygges paa Reklame. Reklamen kan kun understøtte det Salg, der er naturligt betinget af Varens Egenskaber, og et industrielt Produkt kan end ikke regne med at have et sikkert Marked, med mindre der til Stadighed føres en om- hyggelig Kontrol med dets Kvalitet og udføres et videnskabeligt Arbejde for til enhver Tid at holde Produktet oppe i det Plan, som Videnskabens Fremskridt muliggør. Derfor har Labora- torierne spillet en stor Rolle for Jens Villadsens Fabriker. Det lille Laboratorium, der ved Aar- hundredets Begyndelse blev indrettet i en Kælder paa Søtorvet, er blevet efterfulgt af store selvstændigt arbejdende Laboratorier med fortsat løbende Forsøgsrækker og daglig Driftskontrol rundt paa de forskellige Fabriker. Ti videnskabeligt uddannede Ingeniører er knyttet til Koncernen. enne tekniske Organisation satte i 1927 Jens Villadsens Fabriker i Stand til at inddrage ogsaa Vejmaterialer under sit Virkeomraade. Man var indstillet paa Ar- bejdet med Anvendelsen af Asfalt, og Skridtet fra Tagoverfladen til Vejbelægnin- gen var derfor slet ikke saa stort, som det umiddelbart kunde synes. Der blev oprettet Afdelinger for Fabrikation af Asfaltemulsion til Overfladebehandling af Veje. I en Periode rejstes der overalt, jævnsides med Biltrafikkens voldsomme Fremgang, Kra- vet om at faa Vejnettet forbedret, ikke alene gennem Bygning af ny Veje, men i nok saa høj Grad ved at befæste de gamle, makadamiserede Vejbaner med bituminøse Stoffer. Ved sagligt at gaa ind paa dette Spørgsmaal og paa videnskabeligt Grundlag tilrettelægge en Fabrikation af Vejmaterialer startedes en helt ny Epoke for Aktieselskabet Jens Villadsens Virksomhed. Fabri- ken i Tømmerup var fra Tid til anden blevet udvidet. Nu blev der købt mere Jord, saa det sam- lede Omraade efterhaanden naaede op paa at dække fjorten Tdr. Land, og man byggede en Fabrik for Asfaltemulsion, Tjæredestillation og Vejtjærefremstilling samt en Fabrik for Asfalt- pulver. Paa Dortheasminde, hvor man havde et tilstrækkeligt Jordtilliggende, byggedes et lig- nende Anlæg. I Malmø havde man faaet en Fabrik for Asfaltemulsion, og i Oslo baade en Emulsionsfa- brik og en Vejtjærefabrik. De ny Produkter blev »leobit«, »Tarox« og »Stahlas«. Det sidste 15

[

Detalje fra et Anlæg til Fabrikation af Asfaltemulsion. Tilsvarende Anlæg findes i Forbindelse med Akts. Jens Villadsens forskellige Vejmaterialefabriker i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Materiale fremstilledes af knuste Slagger fra Burmeister & Wains Staalværk og svenske Staal- værker og behandledes med Asfalt. Der blev handlet hurtigt, og da man saa Vanskelighederne i at forsyne hele Landet fra en enkelt Fabrik, besluttede man at fordele Fabrikationen. I 1931 byggede Aktieselskabet Jens Vil- ladsen en Asfalt- og Emulsionsfabrik i Ringsted, der senere udvidedes til ogsaa at omfatte en Asfaltpulverfabrik. Senere fulgte, som nævnt, Udvidelsen af Fabriken »Dortheasminde«, der efter Branden i 1936 blev genopbygget kun til Fremstilling af Vejmaterialer. I 1936 rejstes en Vej- materialefabrik i Tønsberg i Norge, i 1937 en lignende Fabrik ved Havnen i Randers, i 1942 en Vejmaterialefabrik i Sodertalje ved Stockholm og i 1942 en Fabrik for Pulverasfalt ved Søn- derborg. Desuden er der en Vejmaterialefabrik under Opførelse i Stavanger. I 1931 dannede Jens Villadsens Fabriker et finsk Selskab, der paa Aertholmen ved Helsing- fors byggede en Fabrik, som baade kom til at fremstille Asfaltemulsion, Tagpix og flydende Asfalt. Dermed knyttedes ogsaa Finland som et selvstændigt Led til Selskabets skandinaviske Virksomhed. Forinden var der i Finland oparbejdet et stort Marked for Icopal, som leveredes fra den svenske og danske Fabrik. Ved Krigens Udbrud laa Planerne færdige til at opføre en Icopalfabrik i Helsingfors' ny Industrikvarter; Grunden er købt for en Million finske Mark, og 16

Detalje fra et Anlæg til Fabrikation af Stahlas, Asfaltpulver og asfalterede Skærver. Saadanne Anlæg findes paa Fabrikerne i Randers, Horsens, Sønderborg, Ringsted, Tømmerup, Malmø, Sodertalje, Tonnsberg, Oslo og Helsingfors.

Maskinerne stod klar til Afsendelse, men Forholdene har hidtil gjort det umuligt at realisere denne Udvidelse. Man kunde mene, at disse sammenknyttede Virksomheder i og for sig ligesaa godt kunde have arbejdet sig frem uafhængig af hinanden, men der er tidligere gjort Rede for, hvor betyd- ningsfuldt det var, at de forskellige Tagpapfabriker, der hørte under Aktieselskabet Jens Vil- ladsen, fik deres egen Forsyning med Raapap. Fjeldhammer Brug har ved at levere Hovedparten af det Raapap, som Selskabets forskellige Fabriker krævede, haft Kontrol med Produktionen af Raapap og sikret sig de rigtige Kvaliteter og de rigtige Priser. Ganske det samme Forhold har været gældende, hvor det drejede sig om Vejmaterialefabrikerne. Her har det været et Spørgs- maal om Indkøb af Asfalt; til Tider er det meget store Mængder, der er indkøbt af Hovedsel- skabet for senere at blive fordelt til de forskellige Virksomheder, og disse Dispositioner har hindret, at den enkelte Fabrik er blevet distanceret af større Koncerner, som har villet monopo- lisere Markedet. Samarbejdet mellem de forskellige Laboratorier har givet meget vigtige Resultater, og man har haft Adgang til at uddanne Fagfolk, der kunde stilles til Raadighed snart det ene Sted, snart det andet, hvor der var Brug for deres specielle Kundskaber. Hvor langt Interesserne har rakt, kan man se af et lille Eksempel fra et særlig interessant Arbejde. Det drejede sig om Tækningen af nogle meget store Hangarer i Smyrna. Hangarerne 17

var opført af et dansk Ingeniørfirma og skulde tækkes af et amerikansk Firma, der imidlertid ikke kunde klare Opgaven tilfredsstillende. Saa blev der henvist til Aktieselskabet Jens Villad- sens Erfaringer, og Firmaet overtog Tækningen efter først at have fjernet, hvad der hidtil var udført. 4000 Kvadratmeter Tag blev der lagt. Midt i Foraaret 1933 skete der en Begivenhed, som tog lidt paa Humøret. Hovedfabriken i Tømmerup brændte; der gik Ild i Destillationen af Raatjære, en Eksplosion fulgte, og i Løbet af et Øjeblik stod 100 Tons Tjære i lys Lue. Det var et Baal, der kunde ses videnom, og som desværre raserede hele Komplekset. Tidspunktet for Branden var det uheldigst mulige, da For- aaret er den store Byggesæson. Derfor var det et Slid at komme gennem de nærmeste Maaneder, men der blev øjeblikkeligt sat alt ind paa at bygge Anlægget op igen, og allerede i Oktober stod Virksomheden i ny og forbedret Skikkelse klar til at gaa i Gang. Det var lidt af en Rekord. Siden arbejdede man støt videre. I 1937 tog Jens Villadsens Fabriker fat paa en ny Opgave: Fremstillingen af et Gulvbeklædningsmateriale til Erstatning for Linoleum. »Villadium« blev Produktets Navn. Ideen til dette Gulvbeklædningsmateriale stammer fra Amerika. Fabrikationen er i nogen Grad beslægtet med Tagpapfremstilling, selvom de færdige Varer tilsyneladende ikke ligner hinanden. Villadium bestaar af sejgt Pap, der imprægneres med Asfalt, overfladebe- handles med en Dækmasse, og tilsidst paaføres en smidig Lak i Linoleumsmønstre. Forud f or Opførelsen af Villadium Fabriken, der ogsaa fik Plads i Tømmerup, var der gaaet en Række Stadier. Man maatte være sikker paa at kunne fremstille en Kvalitetsvare, ellers var det ikke muligt at faa Fodfæste paa det danske Marked. Dette maa altid være dansk Industris ledende Princip. Udlandets kapitalstærke Koncerner kan konkurrere med Hensyn til Priser og som Regel ogsaa holde ud i en saadan Konkurrence betydeligt længere end den mindre danske Virksomhed, men til Gengæld har dansk Industri sin Styrke i en solidt opbygget Teknik, dygtige Ingeniører og ikke mindst veluddannede og inter- esserede Arbejdere, der sikrer en Kvalitetsproduktion, som Udlandet ofte maa bøje sig for. aa den anden Side Sundet var der Fremgang i en saadan Grad, at Fabriken i Malmø gennem Aar arbejdede med Døgndrift, og endda kneb det med at tilfreds- stille Efterspørgslen. Tilsidst var der ingen anden Udvej end trods den store Bekostning at bygge en helt ny Fabrik. Der blev købt Grund ved Industrihavnen, saa Raamaterialerne kunde losses direkte fra Skib til Fabrik. Her blev der byg- get en moderne Tagpap- og Vejmaterialefabrik med Udnyttelse af alle de Erfaringer, der efter- haanden var indhøstet gennem fyrretyve Aars Arbejde. Alene Fabriksgrunden kostede en kvart Million, og det færdige Anlæg fordrede en Udgift paa 900 . 000 Kroner.

Villadium Fabriken i Tømmerap ved København.

Her er der maaske Grund til at standse et Øjeblik ved Icopalens Udvikling. Det Materiale, der fremstilles i Dag, er — selvom Grundlaget er det samme som det, der blev benyttet ved den første Produktion herhjemme i 1913 — alligevel af en helt anden Karakter, idet baade Holdbarhed og Udseende har gennemgaaet meget afgørende Ændringer. Den første leopal var en glat, asfaltimprægneret Pap uden Overflade, der fremtraadte i en graahvid Farve, som fremkom, fordi det var trukket i fint Talkum. I 1916 naaede man til at kunne lægge speciel Overflade paa og indførte samtidig dobbelt Imprægnering. Overfladeteknikken undergik nu stadige Frem- skridt. Man kunde give Icopalen forskellige Farver ved at presse grønne og røde Sten, Alumi- nium eller andre Materialer ned i Overfladen. Dermed blev man i Stand til at fremkalde særlige Virkninger. Den sidste Forbedring bestaar i at tilsætte Overfladebehandlingen et fint Mineralstøv, der giver Icopalen en større Stabilitet, uden at det gaar ud over Asfaltens Smidighed. I sin Tid havde man en Del Vanskeligheder med at faa Pappet til at ligge fuldstændig glat. Det var for tørt, naar det blev lagt op, og udvidede sig senere, saa der fremkom Rynker og Buler. Denne Ulempe er blevet overvundet, dels ved at holde en bestemt Fugtighedsgrad i Materialet og dels ved at give det en Efterbehandling i store Varmeovne. Et væsentligt Fremskridt ved Tækning med leopal opnaaedes, da man i 1932 købte en dansk Opfindelse, der muliggjorde at tække Tagene uden synlige Søm. Paasømningen af Tagpap har altid været et af de Spørgsmaal, der gav Anledning til Diskussion. Man kan komme ud for, at Sømmene arbejder sig op af Træunderlaget, naar Træet tørrer. Dette Problem blev særligt frem- trædende i den store Byggeperiode for en halv Snes Aar siden, hvor meget Træ blev importeret og straks anvendt uden tilstrækkelig Lagring. Hvis Sømmene løsner sig, dannes der et lille Hul omkring dem, hvor Vandet kan trænge ind, og dermed er der straks en Utæthed, som Tagpappet faar Skyld for, endskønt det reelt er det underliggende Træ, der er noget galt med. Efter 1932 har man været i Stand til at klæbe Overlæggene sammen paa den Maade, at der bliver indlagt en asfalteret Jutestrimmel, der smeltes og svejser Samlingerne til et Hele. Smeltningen fore- 19

•>

tages med en Blæselampe. Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker købte Udnyttelsesretten for Danmark, Norge og Sverige til det nye Patent, der var udtaget, og kunde derefter indføre »det vilfasvejsede Icopaltag«. Det vil føre for vidt at komme ind paa tekniske Enkeltheder i denne Forbindelse. Sagen er jo den, at der Aar for Aar er gjort Iagttagelser, som har givet Anledning til Forsøg og deraf følgende Fornyelser. Det ene lille Resultat er føjet til det andet, og Summen af alle disse Over- vejelser er nedfældet i Produktionen. Gennem stadige Rejser i Europa og Amerika har Selska- bets Teknikere holdt sig nøje i Kontakt med de Erfaringer, der er indhøstet andre Steder. Un- dertiden har man kun haft Mulighed for at iagttage de færdige Materialer, men hvis det saa er konstateret, at disse indeholdt værdifulde Egenskaber, er alt blevet sat ind paa at finde ud af, hvordan Varen af samme Standard kunde udføres her. a den ny Verdenskrig udbrød, taarnede Vanskelighederne sig atter op. Man vidste af Erfaring, hvad det betød, naar Grænserne lukkedes, og der skulde handles lynsnart for at sikre Raastoffer. En af de vigtigste Dispositioner blev truffet gennem Indkøb af en hel Skibsladning Asfalt i Mexiko, den fragtedes hertil paa en dansk Damper. 4000 Tons naaede hjem til København den 1. No- vember 1939. Halvdelen blev losset her, og Halvdelen i Malmø. Samtidig fik man endnu en kort Tid lignende Tilførsler fra de tidligere Forbindelser. Denne Forudseenhed satte Selskabet i Stand til at opretholde Fabrikationen af de gamle Kvaliteter igennem det første Krigsaar. Aktieselskabet Jens Villadsens Fabrikers Produktion, der i Hovedsagen nu er baseret paa Udnyttelse af Asfalt, falder i fire Hovedgrupper: leopal — Tagpap og Bygningsisolation — Vejmaterialer — Gulvbelægning. For den norske Fabrik Fjeldhammer Brugs Vedkommende indgaar tillige Fremstillingen af Raapap, Gulvpap, Vægpap, Bogbinderpap, Kunstlæderpap, Kuffertpap og Skopap — alt fabri- keret af Klude, Papirmakulatur og Cellulose. Icopal er indenfor Tagtækning stadig Hovedartiklen. Dertil knytter sig tjærefri Tagpap og Tjæretagpap, Tagpixtjære til Overstrygning af Tage, flydende Asfalt til Isolering, Isolerings- underlag med Korkbelægning, beregnet for Tæpper, og Linoleum og Vægisolering. Siden Icopalens Fremkomst i 1904 har dette Tagtækningsmateriale vundet Borgerret i Nor- dens Byggeindustri. Icopaltaget er blevet placeret paa Linie med Sten- og Metaltage, og ofte foretrukket for disse paa Grund af dets specielle Egenskaber — Smidighed og Styrke. Hermed har Icopal fulgt den samme Udvikling som den tjærefri Tagpap i U. S. A. Der tækkes Skyskrabere i New York, Chicago og de andre Storbyer, den amerikanske Industris 20

Vtrdi

Qyngse/det \Skibotn

^ yKarayok ___)jor

Kultala %-S\jy > Enontoktb^'jgoV'f Pakka* -xUkHo/a. Muama gh Sgivomi/otk^

luhkasjå'vi JOruna\

1a'mberget\

Tarrekaise

Kem/jårw J

Avfkkjokk

fyur/ek Q vfr \ \ Overkahx

Jakker

livanit-ml

Wi/ranas IWfréTT^

BaMfJtrofki (kse/e\

Raahe

Hyrynsa\

[Ou/amen

M/heJm/na'

7Ha//nas ff j ^Det/er/o/y. [Wijl

Haapajj'

SVERIGE

Hurmesy

'/msvn vkar/epyy •appajån

FINLAND

t '-jusncdai'--J^réck^

Sundsval/

NORGE

iLappe'

Ygnabi

.HELSINGFORS

STAVANGER.

Hank'd

•TOCKHOLM "Sa/rsjobaden

TONSBERG

SODfRTALJE

M^VV 1 '

)

^'J'/Vvvj

NDERS

[Oland

HORSE søndeSSOI^

J

Kar/sk,

I alle Byer og paa alle Han- delspladser i Norden for- handles de Produkter, Jens Villadsens Fabriker fremstil- ler. Paa Kortet er Hovedfa- brikerne angivet med • Specialfabrikerne for Vej- materialer med O

'SM«*«.

21

Haller og Værksteder, Landbrugets Lader og Stalde, Havnenes Lagerhuse og Villabyernes Tage med tjærefrit Tagpap fremstillet i mange Farver. Til Vejbygning og Vedligeholdelse omfatter Fabrikationen Asfaltemulsion, som under Krigen er erstattet med Tjæreemulsion, Vejtjære, Asfaltpulver og asfalterede Skærver til Bygning af Veje og Slidbelægning. Som den sidste Fornyelse er kommet: Gulvbelægningen »Villadium«. I 1939, det sidste Fredsaar, hvor man havde Lejlighed til at købe de Raastoffer, der var Brug for i Fabrikationerne og derfor ogsaa kunde opretholde fuld Drift, gik der 90 . 438 Tons Raastoffer, d. v. s. Asfalt, Tjære, Klude, Cellulose, Stenmaterialer o. s. v. ind i Fabrikerne, og 76 . 955 Tons færdige Varer — Icopal, almindelig Tagpap, Tagtjære, Vejmaterialer, flydende Asfalt o. s. v. ud fra Fabrikerne til en samlet Værdi af ialt 13,5 Millioner Kroner. Hvis de 12,3 Millioner Kvadratmeter Icopal og Tagpap, der fabrikeredes i dette Aar, blev udlagt i 1 Meters Bredde, vilde det dække en Vejlængde paa 12.325 km — eller meget nær et Bælte Jorden rundt omkring Ækvator. Disse store Varemængder sælges gennem Forhandlere af Byggematerialier i hver By og paa hver Handelsplads i Danmark, Norge, Sverige og Finland. I de 50 Aar, der er gaaet siden Tømrermester Jens Villadsen begyndte sin lille Virksomhed paa Lampevej, er der skabt en Industri under een Ledelse, der fordeler sig over de fire nordiske Lande, og som baade indenfor Tagtækning og Vejbygning indtager en førende Stilling i Dan- mark, Norge, Sverige og Finland. Det er tidligere understreget, at Fremgangen indenfor Aktieselskabet Jens Villadsens Fa- briker er naaet gennem et nært Samarbejde mellem Teknikere, kyndige Handelsfolk og dygtige Arbejdere. Denne Kendsgerning har man stadig været opmærksom paa, og saa snart Forholdene tillod det, indrettede Selskabet sig ogsaa paa økonomisk at styrke Samarbejdet. I 1927 blev det besluttet at oprette en Pensionskasse f or Funktionærerne. Det begyndte meget forsigtigt med Henlæggelse af 10.000 Kr .; Kapitalforbruget var stort i disse Aar paa Grund af de om- fattende Udvidelser af Virksomhederne, men Tilskudet til det ny Fond forøgedes dog hurtigt. I 1940 udgjorde Kapitalen 535 . 000 Kr., og man kunde skride til Oprettelse af en Pensions- ordning for alle maanedslønnede. Pensionerne udgør 70 Procent af den paagældendes Indtægt, og Fondets Kapital er idag 700 . 000 Kroner. I 1943 oprettedes en Understøttelsesfond for Arbejdere, hvis Midler hovedsageligt anvendes som Tillæg til Aldersrenten for gamle, veltjente Arbejdere, og i Sverige og Norge er der paa lignende Maade foretaget Kapitalhenlæggelser for at opnaa en tilsvarende Pensionsordning. Selskabets Bestyrelse bestaar idag af Direktør Chr. Villadsen som Formand, Grosserer Johan Levin, Professor P. E. Raaschou, Overretssagfører K. S. Deichmann og Grosserer Poul Jacobsen 22

samt Direktør / . C. Bonnerup Andersen, og Direktionen dannes af Chr. Villadsen som admini- strerende Direktør og Direktør J. C. Donnerup Andersen. Underdirektør i Selskabet er Jens Vil- ladsen, der siden Krigens Udbrud er bosat i Norge som Disponent i Fjeldhammer Brug. I de 50 Aar, der nu er gaaet, har Aktieselskabet Jens Villadsens Fabriker altid fundet Støtte i sine Kunders Tillid. Denne Tillid har gjort det muligt at arbejde Selskabet op til et betydende Industriforetagende, i sin Branche det førende i Norden, og det er Firmaets Haab og Ønske, at den Tid, der nu kommer, vil tillade det at fortsætte de Traditioner, der er skabt gennem 50 Aar. Aktieselskabet bringer med dette lille Skrift en Tak til dets Kunder og dets Medarbejdere for godt Samarbejde.

Som Egen, der vokser ud af Agernfrugtens Kim og skyder sine Rødder dybt i Jorden for at finde Fodfæste til at bære den forgrenede Krone, hvis nye Skud stadig søger opad, saaledes er Virksomheden Jens Villadsens Fabriker fra de første famlende Forsøg gennem et halvt Aarhundredes vekslende Vilkaar vokset i Styrke og Omfang. I skiftende Vejrlig, med Solskin og Regn, med Graavejr og Storm bærer Egen Livet videre.