EfterretnOmJohannesWiedewelt

38 stillede; i Stedet for det smaaligt krusede, uroligt krusende, heftigt flagrende, oftest koket og raffineret behandlede Klædebon forlangte han s i m p e l t , r o l i g t og d j æ r v t F o l d e k a s t i D r a p e r i e t ; han vilde ikke tilstede den i de Dage saa almindelige Stræben efter a t m a l e i Mar­ moret, efter at optage et malerisk Element i Billedhugger­ kunsten, men f o r d r e d e , a t h v e r a f de to K u n s t e r s ku l d e h o l d e s i g p a a s i ne e gne E n e m æ r k e r , og endelig forlangte han i Stedet for den sædvanlige Over- læsselse i dekorativ Henseende s t r e n g S p a r s o m m e l i g ­ h e d i A n b r i n g e l s e n a f P r y d e l s e r og A t t r i b u t e r , der kun henlede Opmærksomheden fra det væsentlige til det uvæsentlige og vanskeliggjøre Forstaaelsen a f det hele. Disse „köstliche Grundstellen“ (Goethe) er det bedste og væsentligste af Winckelmanns Dresdner - Skrift „G e ­ danken über die Nachahmung der griechischen Werke“ (Leipzig og Dresden 1754), og indbefatte i Korthed de betydningsfuldeste af de Fordringer, som den store Kunst­ filosof stillede til Skulpturen. Andre Partier af den nævnte Bog ere derimod mindre tilfredsstillende, saaledes svarer hele Slutningen, om Allegorier, — som C a y l u s allerede havde erklæret sig imod, — under hvilket Begreb Winckel- mann rigtig nok indbefatter hele Mythologien — , ingen­ lunde til det foregaaende. Ogsaa hans senere „Versuche einer Allegorie, besonders für die Kunst, 1764 “ , lader en Del tilbage at ønske. Ikke desto mindre indeholder hans Dresdner Bog, den første, han offentliggjorde, som H e r d e r siger „einen reichen Keim alles dessen, was Winckelmann nachher in seinen Werken entwickelt hat.“ Wiedewelt var, hvad der efter den nys givne Skildring a f Vennernes Samliv i Bom og deres senere nøje og inder­ lige Udvexhng a f Tanker og Ideer ikke kan forundre nogen, en a f de Mænd, som først og fuldstændigst gjorde den store lærdes reformatoriske Ideer til sine egne og fra Theorien stræbte at føre dem ud i Praxis. Og hvor var det vel muligt andet, end at en klart og sundt dømmende Kunstner med et ingenlunde ubetydeligt Talent og en