EfterretnOmJohannesWiedewelt

36 D e k a d e n c e n s „ s k j ø n n e N a t u r “ , der. som tidligere berørt, kun var et usandt og fordrejet Yrængebillede af det skjønne, og b e n v i s t e t i l den g r æ s k e P l a s t i k i d e n s b e d s t e T i d som den æg t e K u n s t s s a n d e K i l d e . „Die Neueren,“ siger ban mere træffende end smukt, „sind E sel gegen die Alten . . . . und B e r n i n i ist der gröszte E sel unter den Neueren“ 1). Allerede før var det sket, at man benviste unge Lærlinge i Kunsten til Antiken, — saaledes f. E x . Labruyere i sine Caractéres, — men kun som et akademisk Kursus, et Grundlag, bvorpaa de nyeres Yansmag skulde opbygges. W i n c k e l m a n n v i l nu u b e t i n g e t T i l b a g e v e n d e n t i l d e t r e n t - a n t i k e . Kunstens Eorfald bos de nyere viser sig a) i d i s s e s M a n g e l p a a S a n s og F ø l e l s e f o r d e n r e n e g r æ s k e K o n t u r , for den rette „Gleichgewicht zwischen dem Mageren und dem Fleischigen.“ De overskride bestandig Skjønbedslinien til begge Sider, snart „schwülstige Au s­ dehnung des Fleisches“ , „Dunst und überflüssiger Ansatz“ , snart „ausgehungerte Contouren mit mageren Spannungen und eingefallenen HÖlungen“ ; — b) i d e r e s u s k j øn n e N a t u r a l i s m u s , n a v n l i g i H e n s e e n d e t i l F r e m s t i l ­ l i n g e n a f F i g u r e r n e s O v e r f l a d e . Grækerne søgte ikke Natursandhed ved skuffende Efterligning a f Tilfældig­ heder ved Overfladen, ved Huden eller det under denne liggende Fedtlag. De kjendte ikke disse smaa og altfor stærkt udtrykte Hudfolder, som opstaa ved Trykken paa de bløde Dele, lige saa lidt som de mange og alt for stærkt angivne Smaafordybninger eller Gruber, som i Hagen, Kinderne, Albuerne og Hænderne; — c) i U d ­ t r y k k e t s „ F y r i g h e d og Y i l d h e d “ ( B e r e t t i n i og L a n f r a n c o i Maleriet, B e r n i n i og hans Skole i Skulp­ turen) ; man forlangte frem for alt Bevægelse, Ild, Liden­ skab, Affekt, man fandt kun Behag i usædvanlige Stillinger, Grupperinger og Handlinger, „die ein freches Feuer be­ gleitet.“ Hvor ganske anderledes hos Grækerne. K j e nd e ­ t e g n e t p a a et g r æ s k M e s t e r v æ r k e r n e t op „ den

x) Ju s ti II , Side 79.