EfterretnOmJohannesWiedewelt

253

saaledes alene 400 D a le r 1). Men man ser tillige, ved at sammenholde Boets Indtægt med dets U d g ift2), at Over­ skuddet kun var 572 D aler 82 Skilling; ved „S ala ir til Rettens Sportelkasse og andre lovbefalede A fg ifter svandt det ind til 530 D aler 74 Skilling, og det er indlysende, at naar der fra denne Sum drages Lønnen til Boets Ku rato r, Sagfører T o p i Skidenstræde, R a t h j e s og D a j o n s K ra v , hvis disse ikke ere eftergivne, Begravelsesomkostningerne og maaske flere andre slige Udgiftsposter, saa har, som vi have antydet, Udgiften omtrent opslugt Indtægten, og de tre hjælpeløse gamle maa med Sorg og B itterhed have set, at deres bortgangne V en og B ro d e r, som i et halvt Aarhundrede havde været Nordens største og berømteste Billedhugger, efter mangfoldige A a rs rastløs K am p og Slid, Stræben og V irken var vandret heden saa fa ttig , ' at han næppe kunde betale den G rav, hvori hans trætte B en skulde h vile! Uden Tvivl have dog W iedewelts Kun stb rød re, vist nok ogsaa Frim u rero rdenen 3), rakt den fortjente Oldings efterladte en hjælpende Haand. P a a et M askebal, som i Begyndelsen a f 180 3 blev afholdt i det musikalske A k a ­ demi, „havde en veltænkende Mand det Indfald at træde ind maskeret som en Betler, med et Sølvbakke og en P la ­ kat, hvorpaa stod: F o r Wiedewelts efterladte gamle Søstre. Han indsamlede endeel Gaver a f G iesterne, Tegn nok til at den P lig t føles at sørge for den store Kunstners træn­ gende E fte rla d te 4) “ . Andre, og navnlig Regeringen , følte ligeledes denne P lig t og handlede derefter. G rev B i l l e B r a h e tilsagde hver af Søstrene en aarlig luvrente af 15

1) Sml. foran, Side 215. 2) Se foran, Side 243 Note 1.

3) D ette er en Gisning, som ikke kan bevises, „da al Understøttelse, som i hi in Tid blev givet (af Frimurerordenen) udgik fra Me­ steren af S to le n , som uden noget Regnskab modtog Brødrenes Gaver og igjen uddeelte disse“. (Velvillig Meddelelse fra en højtstaaende Frimurer). 4) „Dagen“ for 1803, Nr. 8.