EfterretnOmJohannesWiedewelt

200

gen for bred, Læberne for fyldige, Hagen for afrundet Nakkepartiet ikke fremtrædende nok; Hals og Skuldre fore­ komme os ofte at være for kraftigt formede, Lemmerne ere for trinde, Hænder og Fødder for store. Muskulaturen kommer ikke til sin E e t , D raperiet, der undertiden er mesterligt behandlet, kan nu og da lide af en vis Stiv­ hed i Foldekastet, lige som den nys berørte bugtede Diago­ nallinie ofte kommer til Syne, og det synes os derhos i Eeglen at tilhylle-for meget af Figuren. Udførelsen kunde af og til være noget omhyggeligere, hvilket allerede den samtidige Hennings bemærkede1). Derimod udmærke hans Statuer, især de senere, sig ved en ren og stræng Simpel­ hed i Anordning og Stilling, ved en kysk og ædel K a rak ­ ter, ved sand plastisk Eo og Værdighed og ved en vis, ubeskrivelig, blid, vemodig Ynd e, der efterlader et velgjø- rende Indtryk, selv fraset deres Ufuldkommenheder. Disse ere, som man vil have set, saa godt som alle Eeminiscenser fra Barokstilen. Wiedewelt har med Kæmpe­ skridt fjernet sig fra denne, men den forfølger ham, holder ham fast ved hans Klædebon og hindrer ham i at naa den rene Kilde, Antiken. Som Me n g s hørte han til en Gene­ ration af Kunstnere, som levende følte Nødvendigheden af at ty til denne, men som ikke formaaede at gjøre Skridtet helt ud. „Tidens Fylde var endnu ikke kommen!2) “ . D e t v a r i kke W i e d e w e l t f o r u n d t a t v æ r e den g r æ s k e K u n s t s G j e n f ø d e r . Men han er den første her i Norden, som i Ord og Gjerning har prædiket dens Evangelium . Han staar paa Kunstens Vej, som en Mile­ sten , midt m ellem Dekadencens dybeste Fo rfald og Skulpturens herligste G-jenfødelse, mellem Coustou og Thorvaldsen3).

J) Essai, Side 97 ff. 2) Justi II, 84.

3) Sammenligner man Wiedewelts Statuer med hvad der før hans Tid var indført hertil eller udført her i Landet af fremmede Kunstnere, som Qvellinus, Amoureux, Baratta, Pezold, Stanley,