EfterretnOmJohannesWiedewelt

171

T al ved i Forsam lingen den 19 . A vgu st s. A . paa F o rslag a f Abildgaard , K a li o. fl. at hædre storbritannisk Apella- tionsraad von R a m d o h r , „en Mand, der havde giort sig bekiendt og fortient i Konsternes Repztblique “ x) med denne Værdighed. Om Ramdohrs Berettigelse til at nyde denne Æ r e har der vist været delte Meninger. H an var en Hannoveraner, gjorde sig til a f at være en stor Kunstkjender og havde i nogle M aaneder opholdt sig i K jøbenhavn. Senere udgav han en B o g om sin R e jse i D anm a rk 2), og heri udtaler han sig i en meget affejende og overmodig Tone om det danske Fo lk , dets Sæder og Skikke, dets K u n st og Poesi, hvad der paadrog ham en alvorlig Tilrettevisning a f S a n ­ d e r 3). H ist og her kan Ramdohr have mere R e t , end Sander vil indrømme, men i det hele vare hans Domme alt for skarpe og afsagdes derhos med en stødende Suffi­ sance. Navn lig gjaldt dette for de skjønne Kun sters V ed ­ kommende. Om G r u n d s S tø tter i Normandsdalen siger han: „E tw a s abscheulicheres låszt sich gar nicht denken, und doch werden diese ungeheuer in kupfer gestochen“ 4), og en kolossal Gruppe a f samme Mester, M erku r og A rgus, — til højre for den store A llé i Fredensborg Slotspark, — „ist alles, was man elendes sehen kann“ 5). H eri har nu vist nok Ramdohr Re t , om han end kunde have anvendt mindre knusende U d tryk ; derimod finde vi hans D adel over B arattas Samson i Rosenborg Have overdreven og hans Anker over Obelisken ved Bern storff og over F r e ­ derik V .s Rytterstatue kun lidet begrundede. M ange a f hans Bemærkninger over M alerier og andre Kun stsager synes os ogsaa uheldige. Om Akadem iet ytrer han, at det kun er et Slags O rangeri, som holdes til Fyrsten s og

*) Akad. Dagebog, 1790. 2) ßejse nach Dänemark, Hamburg 1792. 3) Kan efterlæses i Minerva for Avgust 1792, 203. 4) Ramdobr, 234. 6) S., 235.