EfterretnOmJohannesWiedewelt

3

n i n i og de talrige Kunstnere a f 'h a n s Skole lode haant om Formernes A d e l og Skjønhed, L i v skulde der være i Marmoret, man skulde ligesm m a l e i det, man skulde ane Pulsslaget i den haarde Sten. Derfor behandledes de blottede D ele med det yderste -Raffinement, tilfældige Folder i Huden , Forskydningen af de fulde D e le ved et uden fra kommende Tryk, aldeles momentane Attituder, et aandløst, stereotypt Smil skulde levendegjøre Kjødet. medens et uroligt, brusende Klædebon og svære Stoffer skulde danne Kontrast til de runde, glattede, oftest blankt polerede Kjødpartier*). Paa en Maade er det virkelig lykkedes Bernini og hans Skole gjennem et helt Aarhun- drede at levendegjøre Stenen, men „deres Marmor gløder ikke af Promethevs’ Ild, men af Overfladens Velly st“, deres Værker ere „ikke Skjønhedens Apotheose, men K jød e ts“ 2). Ikke bedre stod det til med Billedhuggerkunsten i Frankrig : fra P u j e t og O o y s e v o x synker Skulpturen med voxende Hastighed til den yngre C o u s t o u , der i sin Kunst er det samme, som Doucher i Malerkunsten. Utallige Dianaer og Floraer, Nymfer og Najader opfylde Tuilerihaven og P a r ­ ken ved Versailles, men det er hverken hos Antiken eller Naturen, at Coustou har søgt Modellerne til dem; det er Hertuginderne og Markiserne ved Ludvig X V .s usædelige Hof, der have inspireret Kunstneren, og hvis Marmorbilleder lemlæstede, mosgroede, medtagne af Tid og Vejr, nu. da Parykstilen forlængst er sunken i Graven, opfylde Beskueren med de mest blandede Fø le lser .3). Som de skjønne Kunsters Tilstand var i Frankrig, saaledes var den ogsaa i Evropas øvrige Lande, thi overalt angav det franske Fo lk Tonen. D e t i 1668 oprettede fianske Akademi i Rom stillede snart Akademiet San Luca i Skygge. I enhver nogenlunde betydelig Hoved­ stad var det en fransk Kunstner, der angav Tonen og ind­

x) G oethe: \Vinckelmann u. s. Jah rh ., Side 198. 2) Ju s ti I, Side 269 f. 3) Sml. E stländer.

1 *