EfterretnOmJohannesWiedewelt

162 samlingen den 5. F eb ru ar 1788 at indgaa med undeidanigst Fo restilling til Præses denne Sag angaaende1). Formodentlig har hans kongelige Højhed Præ ses ikke skjøttet om at give sig i L a g med M agistraten og de 32 Mænd, thi den 3. M ars s. A . besluttede man paa Char- lotteborg, „da Academ iet ingen offeutlig Skole har i M a­ lerkunsten og LotleriesalQTi altsaa, deels a f denne, deels af andre A a rsa g e r er ganske uundværlig for samme“ , endnu en G ang at indgaa til h. k. Højhed med Forestilling des angaaende, hvortil Professor K a l i havde udkastet K o n ­ cepten2). Denne Sag, der i de følgende A a r hlev ført med en ikke ringe B itterhed, og som vi senere skulle vende tilbage til, blev først endt mange Herrens T ider efter, at den var begyndt. Vende vi os fra de akademiske H aller til Wiedewelts A telier paa Materialgaarden, da finde vi der ikke mere den travle V irksomhed som i tidligere D age. Tiderne bleve trangere og trangere, Regeringens Ødselhed under F red e ­ rik V . og i K ristian V I I .s første D age var nu slaaet over i sin diagonale Modsætning: Sparsommelighed var nu ble­ vet Tidens L ø se n , og, — som det ofte plejer at gaa, den bragtes hyppig i Anvendelse der, hvor det mindst burde ske. Dette gjæ lder ikke mindst for de skjønne K u n ­ sters Vedkommende. P a a samme T id , som man lagde en god og bred V ej i Haandværksdannelsens In teresse gjen- nem Kunstskolen, maatte denne kæmpe med en Trang, der grænsede nær til yderlig A rm od , og det gik ikke dens P rofessorer bedre^). L ig e siden Akadem iets Stiftelse havde de hovedsagelig været henviste til at leve a f de Bestillinger, som H o ffe t, de store, og mægtige maatte ville forunde dem ; de fleste a f dem tjente endnu uden Løn , og Medbø-

*) Akad. Dagebog, 1788. 2) Akad. Dagebog, 1788. 3) Abildgaard danner en Undtagelse. Han var en forholdsvis vel­ havende Mand.