EfterretnOmJohannesWiedewelt

156 her i D anm ark, er endnu i vore D age ingenlunde uden Betydning. A f det Wormske lærde L e x ik on 1) ses, at det var W iedewelts A g t at lade stikke alle An tiker, som fandtes i de danske S tate r, „saavel paa publique Steder som hos private F o lk “ . Men Danmark var ikke det L a n d , hvor et saadant Væ rk kunde fremmes. Wiedewelts Y e n og Y el­ ynder G u l d b e r g forudsagde strax dette. „Høiædle A l ei- høistærede H r. Ju stitsra a d “ , — skriver han den 17 . Okto­ ber s. A . fra Aarhus, - „det var mig en saare angenem Gave, da jeg fra D eres Yelbhds. Haand modtog de tvende B xem p larer a f Oldsager, som D e har havt den Godhed at sende mig. Saavel Kobbere som T e x t ere lortrefhge, og nu Mesteren selv, hvor er og har han altid været mig kier og ærværdig! Maatte kun ^Subscnbente? nes nta giøre det mueligt, at flere Dele kime komme ud ! Men jeg frygter . . . .2). D et gik da ogsaa, som Guldberg — og vel sagtens ogsaa W iedewelt — forudsaa. Begeringen , Hoffet, Adelen, de rige og mægtige forholdt sig ligegyldige over for et Yæ rk , hvis Yæ rd og Betydning de ikke forstode at skatte; de lærde og Kunstnerne vare ude a f Stand til at støtte det tilstrækkeligt, og der udkom ikke mere end den samme første Tome. Den „henstaaer da i B og salen e, tilligemed Begen fu ss’s Conchylieværk, Scheels K rig sh isto rie , B irchs græske ny Testamente, P lanen til F red erik sld rken , og de flere ufuldførte Y e rk e r, og tjener til A d varsel om , at I n ­ gen i dette lille og af Smaaheds-Aand besjælede L an d skal begynde paa Foretagender, som gaae i det S to re3) “ . D isse Ord skrev B a s m u s N y e r u p i 1799 . D et var den „Sm aah ed s-A and , som besjælede L an d e t“ og ikke Wiedewelt, der var Skyld i, at dette Yæ rk , der vilde have

>) III., 858. . *) Brevet, som var i Etatsraad Thaarups og nu er i Bogli. Ihaa- rups Eje, findes aftrykt i Øst: Minerva IH., 29. — Det nævnte Yærk er særdeles rosende anmeldt i L. Eft. 1788, 1 ff. 8) Nyerup og L. 45.