EfterretnOmJohannesWiedewelt

146 lian fandt sig i, at ubetydelige eller endog uværdige Hofmænd hævede utilbørlig høje Lønn inger og E fte rlø n ; Kunstskolen kunde ingen Vegne komme med den det an­ viste tarvelige Fond , og dens D irektø r og P rofessorer, af hvilke de fleste endnu tjente uden Lønning, forarmedes, thi den T id var forbi, da K on ge r og Dronninger, P rin ser og Adelsmænd, som i F red e rik V .s D age og i K ristian V I I .s første Regeringsaar, tilfredsstillede deres P rag tly st eller viste deres In teresse for Kun sten ved hyppige og storladne B e ­ stillinger hos dens D yrkere. A t dette for W iedewelts Vedkommende var Tilfældet, ses ved at anstille en Sammenligning mellem de A rbejder, som i 17 8 4 og 178 5 udgik fra hans Væ rksted, med hans Væ rker fra tidligere D age. D e r blev ikke nu, og heller ikke senere, hos ham hestilt glimrende Dekorationer, vidt­ løftige Skulpturarbejder for K irk e r og P aladser eller stor­ artede og imponerende Gravmæ ler, som K ristian V I.s , F r e ­ derik V .s og H olbergs; nu var det næsten kun Mindesøjler, Indskriftstavler og Kirkegaardsmonumenter, som Danmarks største B illedhugger var sysselsat m ed 1). H a n s var Sk yl­ den til visse ikke; skjønt han allerede var en aldrende Mand, havde han dog baade E vne og K ra ft til at have kunnet yde andet, mere Og større; men hans utallige F o r ­ retninger som Akadem iets D irektør og Haandværkslavgenes Skuemester i Forening med hans K a a r, som vist nok alle­ rede den G ang begyndte at blive meget trange, gjorde ham det til en Umulighed at arbejde ret con amore. D en fortjente Kun stner maatte allerede nu, og i endnu højere G ra d senere, arbejde for det daglige B rød. F o r E t a t s r a a d d e C o n i n c k udførte han i Maj 17 8 4 en syv A len høj O h e l i s k med Indskrift, a f blaat i) Allerede i 1772 kunde en Forfatter udraabe: Mr. Wiedevelt est un sculpteur excellent; mais il ne travaille qu’ à des tombeaux. (Essai sur l’état présent des sciences, belles-lettres et beaux-arts en Dannemarc, par un Anglois. Copenk.). I 1785 og senere kunde dette med endnu større Grund siges.