EfterretnOmJohannesWiedewelt

136 Fond. — Da Wiedewelt og Weidenhaupt „i de to forbie- gangne A ar havde forestaaet deres Embeder til Academiets største Fornoyelse1) “ , bad Forsamlingen dem endnu i to A ar at varetage disse Tillidsposter, og disse opofrende Mænd erklærede sig villige dertil. Derpaa valgtes W i e d e ­ we l t p a a ny t i l A k a d e m i e t s D i r e k t ø r og Weiden­ haupt til dets Kasserer2). I Forsamlingen den 31. var hans kongelige Højhed, Akademiets Præses, til Stede og lod sig Værelserne og de deri udstillede Arbejder forevise. „Derpaa fremtrædede Hr. Directeur og Justitsraad Wiedewelt , som i en kort affattet Tale aflagde Academiets underdanigste Taksigelse for den store Naade H. K. Hoyhed nyelig har havt for Stiftelsen i at forskaffe den sin forrige Fotid, samt Gielden afbetalt3) “. Under dette Wiedewelts fjerde Direktorat forefaldt der en Begivenhed, som var den første Grund til, at Danmark mistede en Kunstner, hvis Navn senede blev berømt over hele den dannede Verden. Eleven A s m u s C a r s t e n s var uimodsigelig en af Akademiets mest lovende og fortrinligst begavede Lærlinge, men dog endnu kun Lærling og ingenlunde Mester. Hvad han den Gang formaaede, skyldte han til en vis Grad Akademiet og stod altsaa i en Taknemmelighedsgjæld til dette. Han selv følte og vidste uden Tvivl, at han var en sjælden Genius, men Akademiet vidste det ogsaa og gjorde, som vi skulle faa at se, alt, hvad der stod i dets Magt, for at bevare dette sjældne Kunstneræmne for Danmark. Professor Stanley var hans Velynder, ja endogsaa hans Ven, og Wiedewelt, Akademiets Direktør', nærede de vel­ villigste Følelser for den haabefulde unge Mand. Derimod var Abildgaard hans Uven. Det er ikke umuligt, at Abild- gaard med skinsyge Blikke har betragtet den geniale Yng­ ling, i hvem han kan have anet en farlig Medbejler til sin

*) Akad. Dagebog 1781. *) Akad. Dagebog 1781. 8) A kad. Dagebog 1781.