EfterretnOmJohannesWiedewelt

119 og den italienske Mester staar ogsaa i dette Punkt højere end sin ældre nordiske Kunstbroder. De to store S tatuer paa Siderne af Pavens Sarkofag tiltale os derimod langt mindre. Døn ene af disse, Religionen, er staaende, den anden, Dødens Genius, siddende. Den første er en robust kvindelig Pigur, iført en mere moderat end antikt tænkt Kjortel. Hovedet bærer en Straalekrone, et malerisk Mo­ tiv, som ikke hører hjemme i Billedhuggerkunsten, og hvor­ til intet tilsvarende findes i det Wiedeweltske \ ærk. Den anden Figur, Døden, fremstilles som en sovende Genius af et sødligt Totalindtryk, med bløde, noget kvindelige Former, med en omvendt Fakkel i Haanden. D et fortræffeligste ved hele Canovas Værk er efter vor Formening de tvende, ved Foden af de nys skildrede to B illedstøtter hvilende sørgende Løver, prægtige, som Canova forstod at danne dem. Men den kvindelige Skikkelse, Religionen, fore­ kommer os at mangle sand Højhed, de blankt polerede Marmorlemmer hos Dødens Genius gjøre et uhyggeligt, halvt sansepirrende, halvt spøgelseagtigt Indtryk, og Kom­ positionen udgjør ikke nogen harmonisk Helhed, da den s i d d e n d e Genius ikke kan gjælde for tilstrækkelig Pendant til den tre eller fire Alen højere s t a a e n d e Kvindestatue. Hvor ganske anderledes hos Wiedewelt! E t Højdesnit fra Urnens Laag til Fodstykket deler F rederik V.s Monu­ ment i to næsten kongruente Halvdele. Hvor herligt og stort Wiedewelts Værk for sin Tid var, fremgaar endnu klarere ved at sammenligne det med et aldeles samtidigt af samme Art. I 1776 havde Pigale fuldført sit Monument over Mare- chalen af Sachsen, i Thomaskirken i Strassburg. I elleve A ar havde Kunstneren arbejdet paa dette Værk. Det ud­ fylder hele Korets Endevæg, den tekniske Udførelse lader lidet eller intet tilbage at ønske, Ideen er ædlere gjennem- f'ørt end i de fleste andre samtidige Væ rk e r1), og dog, hvor lidet kan det taale en Sammenligning med Wiede-

*) Liibke, Gesch. d. Plastik, II.