EfterretnOmJohannesWiedewelt

105 Slummer. V ingerne synes at falde, navnlig den venstre er af stor og gribende V irkning ved sin døende Hensynken. Hovedet og den venstre A rm hviler paa A skeu rn en , som den venstre Haand har prydet med Cypreskransen; den højre holder den omvendte og udslukte Fakkel. Venstre B en er indhyllet i D rap erie t, som bølger bag det svagt bøjede højre B en , og paa en m esterlig, utvungen Maade udfylder Mellemrummet mellem F igu ren s venstre Side og Urnen. Underkroppens Fo rm er ere maaske lidt vel kvin­ delige og Forkortningen a f det i • D raperiet indhyllede B en ikke aldeles rigtig, men des uagtet er hele Sk ikkel­ sens blide, døende Hensynken a f stor Virkning. Man sammenligne dette skjønne, ædle og dybt følte Væ rk med Paryktidens andre Billedhuggeres Gravmæ ler, med P igales theatralske Marmorscene i S trassbu rg, med Berninis Gravmæle i Peterskirken over Urban V I I I . , hvor Døden med Knokkelhaand skriver Pavens G ravskrift paa et Marmorblad, eller med A lexander V I I .s Monument samme S te d s , hvor Skelettet som et grinende, uhyggeligt Spøgelse løfter Forhænget, der skjuler Gravens Indgang, som om det opfordrer til at træde ind. Ogsaa i tidligere Tid afbildede man Benraden paa Gravstene, men i Dødens R o ; her er Skræmselen levende uhyggelig virksom , In d ­ trykket næsten gruopvækkende. D et er ikke Berninis og hans Efterfølgeres Knokkelmand, men de gamles Thanatos, W iedewelt vil gjengive. D et er k lart, at han ogsaa her betegner et mægtigt F rem sk rid . D et Weisseske Monument blev højt beundret a f D a ­ tiden og er alt for lidet kjendt a f Nutiden. D o g , heri deler det kun Skjæbne med de fleste a f Mesterens øvrige Værker. D e da levende forstode bedre at skatte det, og de smagfuldeste Kunstdommere priste „Dødens Genius“ i stærke Udtryk. Ogsaa den kyndige Hennings beundrer denne Skikkelse1), navnlig V ingernes F a ld . Dog tilføjer han: „L e racourci de la jambe gauche semble être un peu

2) Side 102.