DetKongeligeTeater_1852-59

14

D EN S C E N IS K E F R EM ST IL L IN G .

Spørgsmaal, om det egentlig er Qnalificationen af Æsthetiker, man fortrinsvis bør se hen til. Et dramatisk Arbeide kan tilfredsstille den æsthe- tiske Kritiks Krav og dog gjøre liden eller ingen Virkning ved Fremstillingen, — og et dramatisk Ar­ beide kan give den æsthetiske Censur megen og be­ grundet Anledning til Udsættelser og dog vise sig ved Fremstillingen gjennem de udøvende Kunstneres Opfattelse og Behandling at afvinde ikke blot Mæng­ den men virkelig Kunstforstandige stor Interesse (for ikke at tale om, at den æsthetiske Kritik til Tider kan være saa bornert eller stagneret, at den vil staa imod nye Ideer eller Retninger, der ville gjøre sig gjældende i Kunsten)J). I første Tilfælde kan Æsthe- tikeren som Theaterdirecteur siges at have feilet, hvis han antager Stykket, i sidste Tilfælde, hvis han har forkastet det, — og da vi i begge Tilfælde forudsætte, at Directeuren har handlet overensstemmende med velbegrundede æsthetiske Anskuelser, saa tyder dette hen paa, at der er noget Andet og Mere end det æsthetiske Princip, vi skulle attraa hos den, der som kunstforstandig skulde søges til at styre Theatret, idet der i selve Valget af Repertoiret viser sig at være et andet, og for Theatrets kunstneriske Udbytte betydende Hensyn, som maatte ønskes fyldestgjort i selve Directeuren, — nemlig Hensyn til Skuespil­ kunsten. Directeuren skulde altsaa ikke blot være Æsthe­ tiker, men ogsaa Dramaturg i videste Forstand — han skal forstaa sig paa Skuespilkunsten; — han skal kunne bedømme et Stykke ikke blot som rent

b Her kunde det være værd at minde om de heibergske Vaudevillers tidligste Historie paa vor Scene.