DetKongeligeTeater_1852-59

6

D IK E C T E U R V A LG .

Det er ganske naturligt, at Overskou maatte føle sig knyttet til Heiberg, der havde valgt kam, den for­ længst afgaaede Skuespiller, til en Stilling, der syntes at maatte tillægges stor Betydning for Theatrets Drift, — at Heiberg rimeligvis hverken tillagde Stillingen eller Overskou selv den Betydning, som denne antog, er ikke gaaet op for ham; — men om den Hengiven­ hed, hans Theaterhistorie lægger for Dagen ligeover­ for Heiberg, virkelig var saa oprigtig og trofast, som det her faaer Udseende af, turde maaske dog drages i Tvivl. Det forholder sig vistnok saa, at Heiberg allerede af den offentlige Menmg var udpeget til Theater- directeur, da daværende Cultusminister Madvig i 1849, som Overskou siger, „valgte ham efter modent Over­ læg, selvstændigt, som den Mand, der heri Landet fortrinsvis var qvalifieeret dertil.“ Imidlertid, Madvig kjendte dengang vistnok saa- lidet til Theater og Theateradministration, at han med Hensyn til denne Administrations Væsen næppe havde anden Dom end den, der dengang var og formentlig endnu er fremherskende i Publicum og Journalistiken, og som udleder Qvalificationen til at være Theater- directeur fra den overlegne æsthetiske Indsigt. Det er jo udenfor al Tvivl, at der fra dette Ud- gangspunct ikke let kunde findes en mere qvalifieeret Mand til Posten end Heiberg, og det tør vist ogsaa antages, at Heiberg hermed forenede andre Egen­ skaber, som maatte være attraaværdige for en Direc­ teur for det kongelige Theater. Men det turde være et Spørgsmaal, om selve Ud- gangspunctet ogsaa er det rette, naar man har antaget det System at give en enkelt Mand den hele Be­ styrelse ihænde som Directeur eller Chef.