DetKongeligeTeater_1852-59

CONFLICTED MED HØEDT.

1 3 5

Ro lle, kunde man da ikke fristes til at spørge, om det Hele ikke har været en fra Heibergs Side anlagt Mine for at sprænge Høedt; og kunde man ikke be­ styrkes i denne Tanke, naar man erfarer, at Heiberg, efter hvad Høedt uimodsagt anfører, havde givet Høedt at forstaa, at han vilde tale med ham om B e ­ sættelsen a f Aandens Rolle, og saa hverken taler med ham om dennes eller Dronningens B e sæ tte lse, — og sluttelig, hvad skal man tro om H eiberg, dersom han ikke skulde kunnet indse forud, hvad Enhver, der var fortrolig med Theatret, vilde indse, hvorledes Frøken Muller og Hr. F e rslev vilde kunne udføre de omhandlede R o lle r ? 1) — Dog, hvad Motiv Heiberg kan have havt til sin Optræden i denne Sag, hvorledes man end vil bedømme ham ligeoverfor Høedt — E e t vil ikke kunne negtes, at Heiberg begyndte med, hvad der efter Forholdets Natur og Theatercoutume maatte betragtes som en Krænkelse a f F ru Nielsen, — . og hende burde han, F ru Heibergs, Rivalindens Mand, fremfor Nogen vogtet sig for at krænke; — hvad Heiberg her gjorde, vilde ganske vist ingen anden nok saa monarchisk sindet Directeur have til­ ladt sig — og var hans Fremgangsmaade en Tilside­ sættelse a f passende personligt Hensyn til F ru Nielsen, saa var den sikkert ikke mindre en Tilsidesættelse af skyldigt Hensyn til Theatrets Værdighed, til Kunstens Fordringer, thi dette ialtfald har Heiberg ikke kunnet miskjende, at selv den største Skuespillers Frem ­ 1) I Artiklen i „Det nittende Aarhundrede“ yttrer Dr. E. Brandes, at Frøken Müller var temmelig ubegavet og liavde en for Scenen uheldig Skikkelse; denne i en meget mild Form ud­ talte Dom var utvivlsomt gjennemgaaende ogsaa det intel­ ligente Publicums, og jeg holder mig overbevist om, at Heiberg selv i sit Hjærte vilde underskrive samme.