DetKongeligeTeater_1852-59

1 3 3

CONELICTEN MED HØEDT.

Men her viste sig atter Heibergs ulyksalige Angst for at give Slip paa Noget a f sin Myndighed; thi det, der kunde være at tabe, ved at lade Hamiets Op­ førelse staa hen, var i og for sig ikke meget; naar et Arbeide a f den A rt skal søges holdt stadigt i Reper­ toiret, ligger det i Sagens Natur, at det kun bør og kun vil kunne gives nogle faa Gange i hver Saison — saaledes v a r det ogsaa i de to forudgaaende Saisoner. Det er dernæst, om det end maa indrømmes, at Høedt formelt havde Uret og Heiberg formelt Ret, et stort Spørgsmaal, om Forholdet reelt betragtet, fra et kunstnerisk Standpunkt, ikke var omvendt. Naar Overskou Side 14 8—49 anfører, at Heiberg med ægte kunstnerisk Følelse aldeles ikke vilde gaa ind paa den Mening, at naar tre fire Hovedroller blive godt og adskillige B iro ller ret taaleligt besatte, saa kunde man nok slippe anstændigt ud a f det; — og naar Overskou fremdeles citerer følgende Ord a f Hei­ berg selv: „jeg v il ikke tilstede, at der under min Bestyrelse kommer noget paa Scenen, som je g forud maa være overbevist om at ville komme til at gaa slet,u — hvorledes kunne da slige Grundsætninger forenes med Heibergs Besættelse a f Aandens og Dron­ ningens Ro ller? kunde Heiberg tro eller mene, at Hamlet skulde faae nogen forøget Interesse i Publicum ved, at Nielsen og F ru Nielsen ombyttedes med Hr. Fe rslev og Frøken Muller? — og naar Overskou Side 203 taler om, at Nielsens A fgang havde bragt et betydeligt Antal S tykke r ud af Repertoiret, til Fo r­ klaring a f de Vanskeligheder, der frembød sig for at danne et tilstrækkeligt godt Repertoire i Saisonen 1854—55, hvad v il dette saa sige, dersom Nielsen kunde erstattes paa den Maade som her, dersom det