DetKongeligeTeater_1852-59

1 2 5

CONFLICTEN MED HØEDT.

„V ed Siden a f dette m islykkede Sophisme opstiller han da et andet, for at p rø v e , om det ikke kan have bedre L y k k e . Da han erkjender sin juridiske Uret, søger han om en høiere Ret, end den juridiske, og denne skal da være den æsthetiske. Han stiller sin P lig t mod Shakspeare ligeoverfor sin P lig t mod Directeuren, og mener, at i Collisionstilfælde maa den første iagttages fremfor den sidste. Men han seer ikke, at den æsthetiske Domstol, som han appellerer til, viser ham tilbage til den juridiske, eftersom Theater- directeuren ikke alene har den administrerende, men ogsaa den æsthetiske Myndighed, hvilken sidste endog er Grundvolden for dette Embede, og følgelig ikke kan være udskilt derfra og henlagt til Skuespillerne. Naar han forresten, med specielt Hensyn til den n u ­ v æ r e n d e Directeur, antager, at Digterens Interesse er bedre varetagen under hans Hænder end under Directeurens, da kan jeg heri ikke see Andet, end et Tegn paa naiv Indbildskhed og et nyt Beviis paa hans velbekjendte Arrogance. Det fortjener i den Henseende at bemærkes, at da han skulde debutere i Hamlet, maatte je g med et Magtsprog modsætte mig hans projecterede voldsomme Attentater paa dette Stykke, ligesom senere hans Mutilationer a f Richard den Tredie.“ „Den Opfordring, som je g i Henhold til Ministe­ riets Skrivelse fornemmelig havde rettet til Høedt, nemlig at erklære sig nærmere over Distinctionen mellem ikke at v i l l e og ikke at t u r d e , har ikke ført til noget nyt Resultat, med mindre det skulde være at søge i den nye Bestemmelse, at han ikke t u r d e , fordi han ikke k u nd e . Men ved den nær­ mere Fork laring af denne Ikke-kunnen, sees, at den ikke betyder en Umulighed, men udspringer af den allerede omtalte P lig t imod Shakspeare.“