DetKongeligeTeater_1852-59

CONELICTEN MED HØEDT.

1 2 4

meningsløst anbragte Slutn ing: summum jus, summa in ju ria.“ „Endelig efter at have indrømmet først F acta og dernæst sin juridiske U ret, kommer han til Conclu- sionen, som er: „ J e g fortryder ikke, hvad je g har gjort, og vilde i et lignende Tilfæ lde udentvivl gjøre det Samme.“ I disse Ord ligger da foruden en Opsætsig­ heds-Erklæring i Almindelighed tillige den specielle, at han ingensinde vil optræde i Hamlet, før den nu­ værende Rollebætning er forandret efter hans Hoved, at han altsaa ikke v il opfylde den Betingelse, der, naar ikke al Disciplin skal nedbrydes, vilde være den eneste, hvorunder han igjen kunde fremtræde paa Scenen .“ „D isse ere de tre Hovedmomenter i Erklæringen, og det er dem, som maa haves for Øie i Bedømmel­ sen a f denne Erklærings Betydn ing, nemlig f ø r s t , at han indrømmer E a c ta ; d e r n æ s t at han indrømmer sin U ret; e n d e l i g at han agter at fremture i samme.“ „E fter at have udhævet disse tre Punkter, kunde je g tilbageholde alle andre Betragtn inger som over­ flødige. Fo r dog ikke at lade enkelte a f Erklærin­ gens dristige Paastande henstaae uoplyste, skal je g endnu tillade mig at meddele Ministeriet et P a r B e ­ mærkninger.“ „Naar Høedt, efter at have tilstaaet sin juridiske U ret og efter endog at have erklæret, at han i lig ­ nende Tilfælde vilde gjentage den, tilføier i samme Aandedræt, at han „nægter ligesaa bestemt, at han i fjerneste Maade har gjort det a f Insubordination“ , da er det en større Selvmodsigelse end man skulde vente sig a f en nogenlunde udviklet Forstand, thi Insubordina­ tion er jo ikke Andet end Vægring i at adlyde de retsgyldige Be fa linger.“