DetKongeligeTeater_1852-59

120

CONELICTEN MED HØEDT.

en formel Feil, men et ligefremt B rud paa det endnu bestaaende Reglement, ifølge hvilket Directeuren nok kan befale en Skuespiller at spille hvad, hvor og naar han ønsker. Men om man ogsaa i een Forstand har R e t til at see min Handlemaade fra dette reent juridiske Standpunkt, v il denne Ret, haaber je g , dog i høiere Forstand være en Uret, i Overeensstemmelse med det gamle Ord: summum jus, summa injuria, og det er i denne Henseende, haaber jeg, at min Distinc- tion imellem at „ t u r d e “ og „ v i l l e “ baade har B e ­ tydning og Berettigelse. J e g har ikke nægtet at ud­ føre Hamlets Rolle, fordi je g ikke v i l d e spille den, men fordi je g ikke t u r d e , det v il sige, fordi je g ikke k u n d e spille den, som den i mine Tanker bør spilles, og som je g dog tilnærmelsesviis tidligere har udført den. A l D ialog beroer paa en Yexelvirkn ing, og ingen Skuespiller kan udfore sit P a rti, uafhængigt a f de Medspillemde, j a jo bedre Skuespilleren er, jo mere v il han bøie sig efter den Medspillende, som ikke har Evn e til at bøie sig efter ham. Det var nu min Overbeviisning og er det endnu, at Jfr . Müller og Hr. Ferslev vilde indvirke saaledes paa mit Spil, at jeg ikke kunde udføre min Rolle, som D igterværket og Skuespiikonsten fordre det. J e g har altsaa modsat mig Direeteurens Fordring og overtraadt et barbarisk Reglement, men ikke fordi je g v i l d e trodse enten Directeuren eller Reglementet, men fordi je g ikke turde lyde ham, naar je g vilde lyde, hvad der for mig staaer høiere, mine P ligter mod Shakspeare og min egen G jern ing; og havde Jfr . Müller og Hr. F e rslev havt den samme Ærbødighed for Shakspeare, som je g , og den samme Mistillid til deres egne K ræ f­ ter, saa havde de sparet mig al denne Qval og TJlei-