DetKongeligeTeater_1852-59

1 1 7

CONELICTEN MED HØEDT

skulde undvære Mad. Nielsen; je g tillader mig i saa Henseende kun at erindre Ministeriet om, at Hoved­ scenen i det kele S tykke , Slutningsscenen i 3die Act, en a f de største og vanskeligste i den kele dramatiske Literatur, foregaaer imellem Hamlet, Dronningen og Aanden. J e g gik derfor op paa Tkeatercontoiret, kvor je g desuden skulde kæve feu, og anmodede der, i Overværelse a f de Hrr. Ju stitsraad Løffler og Skue­ spiller W iehe, Tkeatersecretairen om at meddele Hr. Etatsraaden, at je g i dybeste Æ rbødigked b a d ham indtil videre at fritage mig for at udføre Hamlets Rolle, fordi jeg, saaledes understøttet, i køi Grad mis- tvivlede om at spille den tilfredsstillende, og jeg paalagde derhos Hr. Secretairen ud trykkelig at fore­ bringe Hr. Directeuren min Anmodning i de samme beskedne Ud tryk, som je g havde brugt, med det Til- føiende, at naar je g ikke henvendte mig til Hr. Directeuren selv, saa var det kun, fordi jeg i den noget afficerede Stemning, hvori je g va r, frygtede for at støde ham ved et mindre velvalgt Ord eller en ufrivillig Mine; som en V illighed imod mig bad je g endelig Hr. Berner med et P a r Ord at lade mig vide Hr. Etatsraadens Ordre. Naar je g henvendte mig til Theatersecretairen istedetfor til Directeuren selv, havde je g forøvrigt endnu en Grund, som ligger nær, men som je g naturligvis ikke kunde sige Hr. Berner. E fterat Hr. Etatsraaden nemlig vitterlig havde fra­ taget Mad. Nielsen Rollen, overdraget den til Jom fru Muller og ansat Prøve til om Torsdagen, kunde han ikke vel, syntes mig, selv om han vilde, forandre sin Beslutning efter en Samtale med mig under fire Øine, og hvis Indhold Ingen kjendte; det maatte være lige- saa vitterligt, meente jeg , for det hele Personale, at je g meget indstændigt havde b e d e t ham om at fritage