DetKongeligeTeater_1852-59

1 1 6

CONFLICTEN MED HØEDT.

raadens Side, saafremt Madam Nielsen virkelig havde K ræ fter nok til at spille sin Rolle. Der var altsaa Intet — meente je g — for mig at gjøre, uden at see Sagen an, og — reent nd sagt — haabe paa, at hun endnu var for svag ; i Mellemtiden vilde je g da kunne henvende mig til Hr. Direeteuren og muligvis formaae ham til at træffe et andet Arrangement. Men saa svag og ængstelig Mad. Nielsen følte sig, vilde hun dog helst spille. J e g kan forsikkre, at je g ikke bad hende om at lade det væ r e ; den Slags Intriguer er desuden Noget, som Enhver, der kjender Madam Nielsen, veed, at hun ikke indlader sig paa, og det var først efter Theaterlægens ud trykkelige R aad , at hun omsider meddeelte Direeteuren, at hun endnu i nogen Tid ikke var istand til at udføre dette angribende Parti. Uden at kjende Mad. Nielsens endelige Beslutning, erfarede jeg T irsdag Morgen gjennem Theaterbudet, at hun havde meldt sig upasselig, at Rollen efter Directeu- rens Ordre var hende affordret og overgivet til Jom fru Mtiller, som allerede saae sig istand til at prøve om Torsdagen og med to Prøver, Torsdag og Fredag, at spille om Løverdagen ; Theaterbudet kom netop for at lade mig vide, at Onsdagsprøven gik ud, og at je g i det Sted havde at møde om Torsdagen.“ „ J e g var nu ikke længer i T v iv l om, hvad jeg havde at gjøre. Med al Agtelse for Jom fru Müllers Talent, gaaer je g dog vist heller ikke hendes Æ re for nær, naar je g mener, at hun endnu staaer meget tilbage for Mad. Nielsen; og havde je g allerede store Betænkeligheder ved at spille med Hr. Fe rslev som Aanden, maatte disse naturligvis i høieste Grad til­ tage, naar je g tillige og uden al Nødvendighed — thi det gjaldt jo blot om at vente en Maanedstid —