DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

384

deres Hæ nder til B øn, ikke blot i den tidlige M orgenstund og i Barne­ alderen ; men lær dem, at det er godt at have G ud med i sin Gjærning, igjennem hele D agen, igjennem hele Livet. Læ r dem det saa, at de ogsaa, naar A ftenen kommer, og i Livets sidste Aftenstund kunne folde deres Hænder i Andagt og med Barnetryghed gjentage Aftensal­ mens O rd : H erre! i Varetæ gt dem tag. Jeg ved, at denne Stiftelses nidkjære Forstander støttet af sine Lærere og sin nærmeste Foresatte, Skoledirektøren, har virket i denne Sag. Gud give dem alle Velsignelse til saaledes at blive ved at arbejde i den ansvarsfulde Gjærning. Jeg har endnu en Tak paa K jøbenhavns Magistrats V egne at fremføre. Jeg retter den til denne Stiftelses ophøjede Beskytter, L an ­ dets K onge, uden hvis Samtykke den Forandring med Opfostringshuset, som i D ag er fuldbyrdet, ej kunde være foregaaet, og hvis Ø je vi alle vide med Glæde ser enhver Foranstaltning til Bedste for de fattige og til Oplysningens Fremme blandt hans Undersaatter. I det H u s, hvortil je g før sigtede, og hvor i sin T id Landets første Embedsmand færdedes, der færdes nu Landets K o n g e ; men alle vi, hvem en ansvarsfuld G jæ r­ ning er betroet, vide, at for K ongen, saa fuldt som for nogen, gjælder det, at mellem A rbejde er Hvilen hæderlig. Gud give da for K ongen og hans H us en lykkelig og velsignet Hvile under Regeringsansvarets B y rd e! Og saaledes overgiver jeg da dette Hus til B rug for Forstanderen, Læ rere, for Elever. Jeg ved ikke bedre Ord at gjøre det med end med de gamle Indgangsord, som møde os, naar vi træde h erin d : „Herrens Naade være over Huset og dem, som bo d e ri!“ K a r l A n d e r s e n h a v d e s k re v e t e n K a n t a t e t il L e jlig h e d e n , a f h v is fø r s te D e l, d e r n u b le v a fs u n g e n , d e t s id s te Y e r s ly d e r s a a le d e s : S lu tn in g e n a f T a le n lø d s a a le d e s :

D u H jem , hvis M ure højne Sig her i Solens Skin, Knæ sæ t med M oderøjne H vert Barn, der træder in d ; T ag selv i A rv den Lykke, D et gamle har i Favn, Bliv D u, som det, et Smykke, D er kranser Danmarks Navn.

D e r e f t e r b le v d e r h o ld t e n T a l e a f F o r s t a n d e r e n , d e r b l. a. s a g d e :