DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

340 om „Hensigten med Børnenes Dannelse“ , tilføjede han til Slutning: I en la n g R æ k k e a f A a r h a r den ne D a g væ ret k jæ r og d yreb ar fo r S tiftelsens Y n g lin g e r og en hver, som S tiftelsens Y e l lig g e r paa H jæ rte . . . I D a g er deres og v o r G læ d e b la n d et m ed Y e m o d . P o r sidste G a n g h ø jtid e lig h o ld e s den ne S tiftelsesdag. D e t U h e ld , d er som et L y n i A ra b ie n s Ø rk e n e r p lu d s e lig er styrtet n e d o ver v o rt F æ d re ­ land , h a r frem ka ld t d en B e slu tn in g hos dette S ted s B e sty re re , at denne D a g skal væ re den sidste, paa h v ilk e n F re d e rik s M in d e saaledes blev erin dret. Kantaten, der ligeledes var af Møller, begyndte saa­ ledes : H ø jtid e lig fo r sidste G a n g V i signe v o r V e lg jø re rs M in d e . Dens sidste Vers lyder: Baade Talen og Sangen gjorde et dybt Indtryk paa mange af de tilstedeværende, blandt hvilke Biskop Balle ogsaa denne Gang nævnes. Men faa Dage efter modtog Forstanderen en meget unaadig Skrivelse fra Direktionen, der resolverede, at for Fremtiden maatte ingen Tale holdes, og ingen Kantate synges, uden at Direktionen først havde gennemlæst den. Det havde stødt den, at Møller havde sagt, at Festen ikke oftere skulde fejres, og tillige var der i hans Tale forekommet nogle Bemærkninger om, at Forstanderen havde for lidt Hjælp i sin besværlige Gerning. Borch svarede herpaa, at det havde været ham meget ubehageligt at erfare Direktionens Misfornøjelse. Han havde arrangeret Musikken til Kantaten, og da han læste Møllers Tekst igennem, havde Udtrykket „sidste Gang“ forbavset ham; men da Møller sagde, at han havde talt med Direktionen derom, lod han det gaa. Talen havde han ikke set, før den F a d e r sku m ed n a a d ig t Ø je D a n n e rk o n g e n s P la n te s te d ! T id e n s S torm e det ej bøje, F r o d ig t spire det i F re d . M a n g e H jæ rte r hæ ve sig H e rfra at lo vsyng e D ig .