DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

239 Forstanderens Tilsyn, og en Murmester paatog sig at indrette Bygningen for 1100 Bd., der senere blev anvist fra Krigs­ kassen. For at undgaa Samkvem mellem Soldaterbørnene og Opfostringsbusdrengene maatte der skaffes Indgang til Skolen fra Bredgade, hvad der voldte nogen Vanskelighed, da Land- kadetakademiet ikke kunde afse nogen Plads. Kancelliet skrev i Slutningen af Aar et til Magistraten, at det gerne vilde have den Sag i Orden, inden Kronprinsen kom hjem fra Norge, og Enden blev, at der blev afgivet en Strimmel af Stiftelsens Grund fra Bredgade ind til Skolen. Næste Foraar modtog Forstanderen fra Magistraten den kgl. Resolution angaaende denne Sag, der i den Tids frygtelige Kancellistil begynder saaledes: „Den af vores Generalitets Collegio vores danske Kancelli tilmeldte Resolution i denne Sag corroboreres derhen, at den militære Skoles Anlæg i Opfostringshusets Bygning skal anses som en perpetueret Indretning, saalænge disse Byg­ ninger anvendes til offentlig Brug, endskjønt de fik en anden end nærværende Bestemmelse . . .“ . Skolen, der tillige afgav Bolig for en Lærer, kom snart i Gang og stod som de andre Skoler af samme Art under den bestandige Direktion for Garnisonsskolerne i København, af hvilken i disse Aar Prins Friederich Carl af Slesvig Holsten var Medlem. Nogle Aar senere gik den over til Fattigvæsenet. Kronprinsens Hjemkomst fra den Norgesrejse, der blev nævnt ovenfor, gav Anledning til, at Opfostringshuset lige­ som mange andre Bygninger i København var illumineret tre Aftener i Træk. Stiftelsen var atter illumineret i September 1790, da Kronprinsens Gemalinde holdt sit Indtog i Hoved­ staden ; dette skete dog ikke udelukkende af Patriotisme, men Forstanderen fandt det tilraadeligt „for ikke at underkaste sig Pøbelens Uartighed med Vinduernes Udslagelse, som forrige Gang paa nogle Steder skete“ . Det var ikke blot Kronprinsen, der følte sig ilde berørt af den daarlige Luft paa Opfostringshuset; hos flere af Sam­ tidens Forfattere, der havde haft Lejlighed til at se Stiftelsen, kan man finde den meget skarpt bedømt, hvilket dog til Dels vistnok skyldes det tidligere omtalte Sværmeri for det landlige, samt Uvilje mod Anstalter. „Staten erstatter sjælden det,