DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

22I det kgl. Opfostringshus for fattige Drengebørn udi den nu ved Døden afgangne forrige Forstander Knud Brousts Sted . . I Gage skulde han have 600 Rd., hvad Broust havde haft i mange Aar, samt Bolig og de andre Emolumenter, Formanden havde haft; men heraf skulde han betale Mad. Broust 100 Rd., som hun skulde have i Pension foruden fri Bolig paa Opfostringshuset. Knud Olsen var den Gang en Mand paa over de halv­ treds. Siden lian var 15 Aar, havde han staaet i Fattigvæse­ nets Tjeneste, først som Skriverdreng, senere som Fuldmægtig under Konventhuset og Børnehuset samt ved Blegegaarden i Lyngby, derefter havde han været Magasinforvalter ved Op­ laget af Garn og Lærred paa alm. Hospital; men da i Aaret 1781 ved Linnedfabrikkens Ophør baade Garn, Lærred og Inventarium var bleven bortsolgt ved Auktion, havde han siden forestaaet Regnskabsføringen ved Fattigvæsenets Friskoler. Nu mente Magistraten altsaa, at den passende kunde anbringe en af dens ældste Betjente, der havde vist sig som en dygtig og samvittighedsfuld Regnskabsfører, paa denne Post, da han uden egen Forseelse var kommen ud af sin Stilling. Desuden ansaa Magistraten det for heldigst, at det ikke blev nogen Videnskabsmand, der kom til at forestaa denne Anstalt, og det kan ikke nægtes, at denne Fordring tilfredsstillede han. Men det maa indrømmes, at han ogsaa sad inde med positive Egenskaber, der virkelig gør ham til en meget sympatetisk Person; thi ikke alene passede han sine Regnskaber med den største Omhu, han var ogsaa flittig og samvittighedsfuld i sit Embedes Førelse, og hvad der var endnu mere, han var grund­ hæderlig og rettænkende og dertil god og velvillig. Havde han ved Siden af sig haft en dygtig Mand, der havde besørget hele Opdragelsesvæsenet, vilde Olsen have gjort fortrinlig Fyldest; men som det nu var, magtede han naturligvis ikke Forholdene helt, hvor stor Agtelse end alle nærede for ham, og hvor megen Sympati man end maa føle for denne hæder­ lige Mand. Skolevæsen forstod han sig jo ikke det mindste paa, og at Informatorerne, der kom og gik med faa Aars Mellemrum, skulde indføre varige Forbedringer, var ikke at vente, særlig