DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

119 pantsatte Sager, og saa begynder han at pantsætte igen. Saaledes bliver det ved til i September 1770, da Bernstorff blev styrtet. Hvorledes det under disse Omstændigheder gik med Lærlingenes Uddannelse, er det ikke vanskeligt at tænke sig. Engang indgav de en skarp Klage over ham, hvori de beskylder ham for, at han ikke forstaar sin Profession, at han ikke har Instrumenter nok, og at de, han har, ikke duer, og at han slaar dem blaa og blodige for ringeste Forseelse. Som sædvanlig skyder han al Skylden paa sine Lærlinge, og Direktionen trøster sig med, at alt nok kommer til at gaa, naar først Bonté kommer, ja den anbefalede endogsaa Auban, da han ansøgte Kommercekollegiet om at maatte blive Mester i Lavet uden at gøre Mesterstykke, for at han kunde gøre sine Lærlinge til Svende „efter Lavets Brug og Maner“ . Det er muligt, at denne franske Urmager har haft sær­ lige Gaver til at besmykke en daarlig Sag, i det mindste kunde hans Breve tyde derpaa; men alligevel er det ganske ufatteligt, at Bernstorff i flere Aar kunde lade sig narre af en saa uvederhæftig Person, selv efter at han var bleven op­ daget baade af Forstanderen og i hvert1Tilfælde nogle af Direktørerne. I dette Tilfælde er det unægteligt, at hans gode Tro til Mennesker var uheldig baade for den Sag, han vilde fremme, og for den Stiftelse, hvis Vel laa ham saa meget paa Sinde. Nu var han borte, og Direktionen anslaar straks en skarpere Tone overfor Auban, hvis Dage paa Opfostrings- huset nu var talte. Det første Bonté gjorde, da han kom, var at forlange et Laan paa 1000 R,d., som han rigtignok ikke fik, da han ikke kunde stille Kaution; men Direktionen mente sig dog forpligtet til ikke helt at slaa Haanden af ham og haabede endogsaa ved hans Hjælp endnu at kunne faa noget ud af den ulykkelige Urfabrik, hvilket kan ses af en Ordre til Broust, hvori det hedder, at „da Directionen har bragt i Erfaring, at Uhrmagerdrengene paa Opfostringshuset gaa og drive omkring og lidet eller intet arbejde af Mangel paa de nødvendige Ting, nemlig Værktøj, Varme og Lys, og det lader til, som Auban slet ikke mere tager sig af dem, eller forskaffer noget til det behøvende, men lader alting bero paa hans nylig ankomne Svoger, Bonté, hvis Lejlighed det