DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

30

livløse Natur og er Lovgiveren. Jeg skal blot minde om Ørsteds Ord, som han udtalte ved sine Forelæs­ ninger: „Jo dybere man trænger ind i Naturens Hemmeligheder, desto flere Vidnesbyrd faar man om Skaberen“. At han ikke ad Naturforskningens Vej søgte og kunde finde de kristelige Sandheder er ind­ lysende. En ikke ubekjendt Forfatter, Dr. Kurtz, siger i sin Kirkehistorie, hvor han taler om Karl Vogts og Moleschotts rent naturalistiske Anskuelser: „Videnska­ bens og Livets Janhagel tiljubler dem sit Bifald, mens de ægte Videnskabsmænd tugtede den lige saa aandløse som uvidenskabelige Fremfærd efter Fortjeneste og bekjendte sig til den kristelige Sandhed". Viden­ skaben har som alt menneskeligt sin Grænse; Hæder og Ære tilkommer den sande Videnskabsmand og grundige Forsker; han vil ogsaa vedgaa, at vi til sidst stanse ved de uløselige Gaader, hvor det h ed d e r; Hertil og ikke videre. De mest dagligdags Fæno­ mener, Væseners og Gjenstandes Tilblivelse, Forholdet mellem Sjæl og Legeme, ere jo den Dag i Dag uløse- 4 lige Gaader, naar vi forkaste Skabelsen. Men nødes vi tilsidst til at tro paa ham, den evige Giver baade af Naturens og Menneskelivets Love, saa nødes vi ogsaa til at vedgaa, at han kan virke ad andre Veje og paa anden Maade, end vi ere vante til at se; det er Underet, som i Guds Biges Historie er et af de store Opdragelsesmidler for Mennesket. Som saadant be­ tragtes det i den kristelige Religionsundervisning; men vi give os ikke af med at forklare Underet. Skulde vi kun maatte meddele Børnene, hvad der er videnskabeligt godtgjort, da blev det visselig ikke