DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

25

ved Esaias (65, 10—11): „Tlii lige som Regnen og Sneen nedfalder fra Himlen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde: saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gjøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.“ Guds Ord har i sig en Guds Kraft, som vil virke, selv om det læres i stor Skrøbelighed, netop fordi det er Guds Ord, ikke Menneskers Ord. Den alvorlige Lærer vil i sin Religionsundervis­ ning aldrig optræde forkjætrende eller fordømmende, da han vil holde sig Herrens Formaning efterrettelig: Dømmer ikke! Hvo er du, som dømmer en fremmed Svend, for sin egen Herre skal han staa eller falde. Man maa ogsaa paa det bestemteste tilbagevise den bestandig paa ny fremførte Bebrejdelse, at vi efter vor Folkekirkes Konfession, den augsburgske, skulle være nødte til at udtale Fordømmelsesdommen over anderledes troende. Først maa bemærkes, at i Skolen vil der kun blive gjort lidt Brug af den augsburgske Konfession; man vil i al Fald kun benytte enkelte Ar­ tikler, saaledes den 2den og 7de Artikel, og i ingen af dem bruges Ordet fordømme, og dernæst maa be­ mærkes, at Ordet damnare i Konfessionen, laant fra de gamle Kirkeforsamlingers Anathema, efter de givne Forhold ikke skal betyde fordømme, men forkaste. Damnare betyder i Retssproget „at erklære for skyl- digu, uden for Retssproget „at fælde en misbilligende Domu; at damnare i Konfessionen er brugtiBetydningen