DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

18

sympat.hetisk, ja karikeret Maade, og man skyer ikke saa- danne Udtalelser, som at den er forargelig — dette skal naturlig kun gjælde de offentlige Skoler, i private Skoler er Forholdet selvfølgelig et helt andet; der løftes den strax op i en højere Sfære. Er Skolens Religionsunder­ visning forargelig, da løses Spørgsmaalet meget let* Læreren er en Umulighed, han maa fjernes; men en saadan Lærer, hvis han over Hovedet findes, jeg har i alt Fald ondt ved at tænke mig en Lærer saa lavt stil­ let i moralsk Henseende, at han ikke lige over for det hellige vilde føle sit Ansvar og ikke vilde undlade at meddele en Undervisning, han selv følte var forargelig, vil være en sjelden Undtagelse. Meddeles Religionsun­ dervisningen i sømmelig Form af en samvittighedsfuld Lærer med Følelse af sit Ansvar, tror jeg ikke, at For­ ældre, der ikke ere fanatiske, behøve at føle sig besvæ­ rede i deres Samvittighed ved at lade Børnene deltage deri; de religiøse Modsætninger indenfor Folkekirken ere jo ikke saa store, at der let kan opstaa nogen Samvit­ tighedskonflikt, naar man ikke netop selv vil søge den eller mistyde Lærerens Undervisning. Er der noget religiøst Differentspunkt, da vil der let med en Smule god Villie kunne undgaas Anstød, naar der finder til­ lidsfuld Forhandling Sted mellem Skole og Hjem. Læ­ reren vil sikkerlig, naar ban véd, der er et eller andet Differentspunkt, anvende den største Forsigtighed, ihu­ kommende Formaningen: «Værer Sandheden tro i Kjær­ lighed !•> Desværre gjør ved dette Spørgsmaals Drøf­ telse sig ikke altid den sande kristelige Fordragelighed gjældende, men ofte det religiøse Hovmod og den reli­ giøse Fanatisme, der sætter sig til Doms over Lærerens Tro eller Ikke-Tro; herom kan intet Menneske, naar der ikke foreligger bestemte Udtalelser eller Kjends- gjerninger, dømme, og man maa vogte sig for at kjende den Lærer, der maaske paa et. eller andet Punkt har