DetGamleKøbenhavn_I

226 og Heibérg lader den forlorne Baron Rolhschild svare:

»Jeg derom ene sige vil: es kostet sclrwer zu krieges; jeg gi’r sgu ingen Penger til, saa faar de nok forliges.«

Men disse revue-mæssige Glimt er dog kun rent sporadiske i Vaudevillerne. Snarere kan man sige det om et Par smaa Pjecer af H. C. Andersen, H. P. Holst og Overskou, der fremkom i Begejstringens Hede un­ der Treaarskrigen for at forherlige den brave danske Jens. Som litterære Bevuer kan vel ogsaa polemiske Arbejder, f. Eks. »Julespøg og Nytaarsløjer«, ja, for saa vidt ogsaa »St. Hans Aften Spil« og »En Sjæl efter Døden«, betragtes; de har i al Fald det til fælles med Revuerne, at de forstodes særdeles godt af deres Sam­ tid; men de kan paa Grund af deres mange Allusioner til Dagens Begivenheder nu kun læses med Kommen­ tarer. Det bliver derimod Københavnernes Uvilje mod Grevinde Danner og hendes Regimente, der i Halv­ tredserne og Treserne med eet Slag skabte den vir­ kelige Revue, der dog ikke var Sommerrevue men Nytaarsrevue. Den skyldtes den uforlignelige Rim­ mester Erik Bogh, og den mest bekendte, eller maaske mest berygtede, er »Grevinden og hendes Søskende­ barn«, der indeholdt følgende hadefulde Vers:

»Jeg hader den, der steg fra Dybet, bedækket med et Folks Foragt, som nu behersker hele K rybet ved stjaalet Guld og ranet Magt, som frækt fortrænger, hvad vi ejer af hædret Navn og ædelt Blod, og med sin Skare lydige Lakajer en Skanse slaar om Tronens Fod.»

Mærkeligt nok havde Erik Bøgh til disse revue- agtige Angreb paa Grevinden sit bedste Publikum i den akademiske Verden. Aarsagerne hertil maa dog