DetGamleKøbenhavn_I

158

D en d river om rned V in g e r som et L y n , faldera, og se, m it V æ rk det bringer m ig jo G ry n , faldera!«

Mølleren fra Yestervold siger, at »de andre Møller brænde, bedst de staa, det veed Gud, og Assurance- compagniet maa punge ud«; det bringer os til her ved Nørrevold at tænke paa Go thersgades Mølle, der brændte ned, uden at Brandvæsenet mærkede noget til det hele, før det var forbi, hvilket har givet Anled­ ning til en humoristisk Fortælling »Da Gotbersgadens Mølle brændte —«, hvori Fortælleren stadigvæk bliver afbrudt, saa at han aldrig faar Lejlighed til at gøre Rede for, hvorfor og hvorledes den brændte. Det kan maaske derfor være morsomt at meddele, at meget gamle Folk endnu kan berette, at det skete en Lørdag Aften, som Møllerens Datter skulde kon­ firmeres 0111 Søndagen; hendes Tøj skulde stryges; men man passede ikke paa med Jernene; der gik Ild i Tøjet, og Møllen brændte. Hunæus’ berømte Billede fra Volden imod Øst Store Bededagsaften med Protrætterne af Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline, Chr. Winther o. il. andre hænger jo nu paa Kunstmuseet, og dets Historie er morsom derved, at den Dame, der er fremstillet spadserende med den jødiske Agent Philipson under Armen, en Mand, der just ikke var bekendt for sine Dyders Skyld, ikke havde faaet sin Gemals Tilladelse til at lade sig afbilde med ham, hvorfor han blev saa rasende paa Kunstneren, at han — købte Billedet. Men at der ogsaa fandtes et levende, maaske mere folkelig præget Liv paa Nørrevold St. Bededags Af­ ten, derom vidner et langt meie ukendt, men lige saa fornøjeligt Arbejde af Bernhard Olsen fra 1868, som her er gengivet. Men gemte de gamle Volde paa Minder om Livet paa dem og Kampen om dem og fra dem, saa havde de i — ja, det lyder maaske som en daarlig Brander!