DetGamleKøbenhavn_I

155

ikke observerede, at en stakkels, fattig Student, der stod dér trofast i sin tyndslidte Kjole, frøs ihjel og først blev fundet den næste Morgen. Men fra den værnende Volds Alvor spreder der sig ogsaa i Fredstid et hyggende og for Byen smykkende Skær, fordi det er Indbyggernes naturlige Spadsere- sted, der ikke altid er lige artigt; Tode ivrer jo imod de unge Piger, der iklædt »Spindelvæv« og intet for

U d sig t til N ørrebro.

Resten flaner paa Volden efter Solnedgang og paa- drager sig Forkølelser og andre langt ubehageligere Følger saavel for Legeme som Sjæl. Anders Tikøb maa jo absolut under sit Besøg her i Byen et Svip derop. Omkring Nørrevold samler især Minderne fra Nørre­ port sig, naar man tænker paa hine stolte Tider, da Borgervæbningen fra sine Fælledture rykkede ud og ind under den ganske Bys Deltagelse og Ledsagelse. Og det Navn, hvortil man paa Grund af Klæstrups fornøjelige Billede deraf mest fæster Erindringen, er Mandens, der bred og stolt red i Spidsen, Grosserer