DetGamleKøbenhavn_I

116

Hos Heiberg sad jeg en Formiddag, Jeg husker ej mer, hvad jeg vilde Saa tidlig derude, — jeg mindes kun, A t hele Huset var stille. Vi sad og snakked gemytligt. Med eet En Haand paa Laasen sig lagde, Og straks efter kom Fru Gyllembourg ind Med et stort Manuskript og sagde: »Aa, Ludvig, hvis Du har Tid, saa vil Jeg nok vise Dig . . .« — »Ja, hvorfor ikke?« Afbrød han hende med ængstelig Hast Og Forlegenhed i sine Blikke. »Men jeg er ikke ene.« — Hun gav et Skrig, Og betuttet vilde hun flygte. »Kære Fru Gyllembourg! Det er kun mig — Mig plejer jo ej De at frygte.« — - »Aa, er det D em ! Ja, jeg ser jo saa slet . . . Jeg troede, her var slet ingen, Og saa blev jeg saa bange for, at jeg kom Til Ulejlighed . . . j a , det er Tingen — Men nu gaar jeg igen. Farvel!« Jeg saa Hun holdt Manuskriptet bag Ryggen, Jeg sagde: »Saa fik dog et Glimt jeg at se . . . A f D em ; derfor takker jeg Lykken.« Mit Blik faldt paa Heiberg. Det var mig klart, A t Situationen ham gotted, Især da han længer ej frygted for, A t hun uforsigtigt sig blotted. »Du vilde viist mig noget?« sagde han tørt, Og det kan jeg godt erindre, A t jeg saa et muntert, satirisk Glimt I hans mørkbrune Øjne tindre. Hun rysted’ paa Hovedet. »Aa, det var kun Husholdnings-Regnskaber, Kære! Det har ingen H ast! Jeg kan vente med dem, Saa længe som det skal være!«

»Husholdnings-Regnskaber!« tænkte jeg, da Jeg gik bort en halv Time efter,