DetForsvundneKjøbenhavn

\

Jeg k jender v ed S tad sgraven hver en Krog, D e sk ju lteste S teder, Jeg har n y d t paa V olden som lille P o g Mine b ed ste G læder; D er fik jeg alt Syn for en stor Llorisont, D en Gang jeg var lille, Da jeg tro ed e endnu , a t S olen gik rundt Og Jorden stod stille. — D et er m ig som en v em o d ig Drøm , N aa r jeg ser tilbage F ra N u tid en s vild e, b ru send e Strøm P a a de gam le D a g e — S om D igter staa er jeg i Æ resgjæ ld T il de gam le M inder: Jeg raaa sige dem først et rørt F arvel, F ør de forsvinder.

— D et gjør m ig onclt for de Skove a f Siv, S om dern ed e su se, D et gjør m ig ond t for d et Fugleliv, Som B u sk en e hu se, F o r de stejle Skrænter, de præ gtige T ræer Og de stille Bænke Og de gamm eld ag s Folk, som hviled e der Og h o ld t a f at tæ nk e; F or de ju b len d e Sm aa , som d eroppe sprang I P arad issp illet, F or de fattige Stakler, hvis F rihed strang B lev d eropp e stillet, F or d en S yge, som m ed sin b lege Kind Søg te bort fra Vrim len F or at aand e deropp e L ivsluft ind L idt næ rm ere Llim len.

IL V. Kaalund.