DetForsvundneKjøbenhavn

Da de rev Uoldene ned.

D e har nu b eslu ttet, de v ise Mænd, Du m a a ej b eh o ld e D et grønne Bæ lte, som krandser din Læ nd : D ine gam le V old e; Du har h av t d et for kvalm t, m in god e Stad, B ag d et trykk ende P a n d ser; D ine S tad sgrave m ed deres A n d em ad H ar stød t vore Sand ser. S om Fæ stn ing kan Du ej sta a D ig m er Mod de n y e K an on er; — D ine gam le V old e m ed Møller og Træer Og B astion er F ra Ivjøkkenkurven v ed K allebostrand Og ud til K astellet Skal nu je v n es p lat m ed d et flad e L and, — D eres D om er fæ ld et!

ii|! iv a d gaaer der a f D ig, m in F ø d e b y ? H vilk en B yggen og R o d e n ! Jeg k jender D ig n e p p e : Du b liver sa a ny, A ld eles p a a Moden. D en travle T id var D ig ilet forbi — Du m a a m ed i Løbet, Om og saa lid t g amm eld ag s P o esi Gaaer m ed i K jøbet! Ja vist! H vem lægger paa S ligt nu Væ gt? — D et er D igternykker. — F or T id en s T rium fvogn trækker vor S læ gt — Vi er ingen P arykk er! N u gaaer d et afsted i fejende Fart, S a a stæ rkt vi kan rende, End sk jønd t d et ju st ej er sa a gan ske klart, H vordan d et vil ende.