DetDanskeKulkompagni_1897-1922

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

24

3: stille sig overfor hende under Beundringens og Forventning gens Tegn, endsige da som Suhr: være en ny Tilbeder, om end af den tavseste og trivielleste Art — straks begynder hendes Væ* sen at glimre og gløde, Erobringslysten hidser helt uvilkaarlig hendes Sind og Sanser 1 Hun bliver Fyrrernes straalende Fru Heiberg med alle Hovedstadens Ypperste for sine Fødder 1 Men da hun altsaa dog selv har kendt Indesluttethedens Hel* vedesmagt saa godt — og vel maatte vide, Suhrs Sjæl ikke rum* mede nogen Kunstner*Evne til stundom at faa den forvandlet til et lidet Himmerige —, saa burde hun vel nok lettere og hur* tigere have forstaaet, at som Livet nu en Gang havde formet sig for Theodor Suhr, var han netop ikke den første, bedste Mam* monsdyrker eller (som man nu vilde sige:) Gullasch*Mand, men en særmærket, fin, ejendommelig Natur, hvis Venskab det sim* pelthen var en Ære for en Skuespillerinde at have vundeti Det var egentlig først de Nationalliberale, som ret bragte Gros= seveven til social Anseelse og Værdighed. I et Hus som det Hei* bergske dyrkede man ensidig Æstetik og hyggede sig ganske godt under Enevælden. Købmænd opfattede man som Kræmmer* sjæle, og at en slig Forretningsmand først og fremmest satte sin Ære i at svare enhver sit, fandt man i sin permanente Pengefor* legenhed nærmest latterligt. Man korsede sig over at høre, at en Mand som Theodor Suhr ikke i 20 Aar, forinden han traf sam* men med Fru Heiberg, havde sat sin Fod i Teatret, og fandt det til Utrolighed grufuldt, at et Hjem som hans ganske savnede Malerier, Skulpturarbejder og Bøger. Men det var den ældre Slægt. I det Bourgeoisi, som de unge Nationalliberale opdrog politisk og fik til at troppe op fra Tre* divernes Midte, tog man gerne den »velspækkede« Grosserer med som Type. Saaledes da ogsaa Theodor Suhr, som efterhaan*