DetDanskeKulkompagni_1897-1922

N ED ad en Havegang kom der To gaaende, Mand og Kvinde: hun var som en moden Drue, fuld af Sødme og Fyrighed, det blotte Syn af hende steg ham til Hovedet som en let Rus. Skikkelsen var høj, slank og spænstig, præget af en egen rank Ynde; men slet ikke ungpigeagtig, hun var helt ud Frue — »dog aldrig saa man saa jomfruelig en Frue«. Det beroede ingenlunde paa den værdige Morgenkappe eller den — o —saa kyske Skørte? vidde, men paa noget i den hele Fremtoning, noget Utilnærme? ligt, ja Uberørt, som i Farve kun kan gengives ved uplettet Hvidt. Og som en stolt, hvid Fugl, som en Svane gled hun og? saa frem i et Fjerbrus af mild Dejlighed: der laa over hende det Skær af Højhed og Gratie, som kun den fødte Fornemhed kan forlehne med — eller en feteret Primadonna ved Kunst tilegne sig. Den lange Hals bar Hovedet højt og frit, men hvor nydeligt kunde hun ikke bøje det? Hun havde varm Lød som en Syd? lænding, hendes mørke, glansfulde Haar sad glat og ærbart under den lille Blondekappe, kun ved Tindingerne smuttede det ud i allerkæreste smaa Sidekrøller, dem Franskmændene kalder accouche=coeuvs! Panden var høj og klar, de sorte Øjenbryn fine,