DetDanskeKulkompagni_1897-1922

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

14

men tydeligt tegnede, Næsen lang og lige, Overlæben kort, Mundlinien yndefuldt bugtet, Hagen rund og fast. Men først naar hun talte, fik man ret det hele og fulde, det blændende Indtryk af den dronningeagtige Charme, hunraadede over: fritog frejdigt flagrede Indfaldene frem, ved bioten Skiften af Tonefaldet fik Ordene ligesom nyt Liv, ny Betydning — farve* des mørke eller lyse, fyldtes med daarende Varme eller æggende Kulde — hun kunde dvæle ved et enkelt Ord, saa det blev som en funklende Ædelsten, hun kunde ogsaa henkaste en Sætning saa let, saa den lige strejfede Ens Øre med et kildrende Aande* pust: som et Slag af en svippende Gren fra en Hæk af Æble* roser. Og saa var det dog hendes store, mørke, forunderlige Øjne, som talte det skønneste, ømmeste, mest indtrængende, mest for* føreriske Sprog. Naa, det var nu ikke for det, hendes mandlige Ledsager var heller ikke ilde at se paa, endog i Træk og Holdning ganske lidt af den samme Type: en høj, statelig Skikkelse med et klogt, blegt Ansigt, lang, lige Næse, fast Mundlinie, klart og bestemt Blik. Og een Lighed var der tilmed: begge var de sikre, i Færd og Væsen — aa, al den Usikkerhed, som er sædvanlig hos Menne* sker: hvad er den ikke Skyld i af Forvirrethed, gensidige Mis* forstaaelser, halve Afgørelser og fejle Indtrykl Disse to var sikre nok, sikre paa sig selv. Men ellers, I Guder, hvilken Forskel! Hun var straalende som en Cascade i Solskin, Talen strømmede let og livligt over hendes Læber. Han var glansløs, tør, til* knappet, indadvendt, faamælt, havde »stiv Ryg og imponerende Knirkestøvler«. Lutter Korrekthed var han, stadig agtpaagi* vende overfor, hvad Anstanden fordrede, omsorgsfuld for at passe Ord og Færd ind i den rette Form — ogsaa hun havde vel en faible for Formen, men den blev for hende kun som en Handske, der sad saa faststøbt om Haanden, at denne frit kunde rettes, bøjes og bevæge alle sine Fingre. For kun altfor mange