DenPolytekniskeLæreanstalt_1829-1929

309

UNDER H. I. HANNOVER

II. Se, hvor Jo rd en krænge maa sit Indre, T aale Geologens Spadestik! F jern e Stjerner, som i Natten tindre, Spejd es ud af mangt et væbnet Blik! Dampens T ræ kd y r gør af Mile lange Faa M inutter i sit stærke T rav! Taletouget, Søens Kæmpeslange, V ind er sig i dybe Verdenshav! D ristig Forsker?Aand og Tanke#Snille Tager i Forhør hvert Fortids*Spor! Jo rd en bliver mer og mere lille — SkabersAanden mer og mere stor!

T h i A lt, hvad G ransker?Ø jet saa Paa Jo rd , i Hav, og Himmel V a r til, fra Jo rden nyfød t laa I K loders rige Vrimmel! V a r til fra første Morgenrød, Som Fo sterliv i Moderskød I talløs Stim og Stimmel.

Den Lov, som Newtons Storsyn vandt, Har virket alle Dage; Den L yn e ts Hast, som Rømer fandt,

H ar graa og gammel Sage; Og Tordenkilen, Ørsted greb Og til en Folke*Budstik sleb, Slog Gn ister langt tilbage.

Ja , Jo rd en s underfulde Tek st V o r Tanke rastløs følger;

Den tyder Plantecellens Vækst, Den maaler Tonens Bølger — Men L ivets egen dybe Grund, Dets første Gn ist, dets Morgenstund Bag tætte Slør sig dølger.

T h i væ re T a k og Hæder dem, Som redet skju lte Traade, H ver Fo rsker i vort Fødehjem , Som løste Lovens Gaade.

Chr. Richardt.