DenPolytekniskeLæreanstalt_1829-1929

189

U N D E R C. V . H O L T E N

har i ham m iste t en af sine b ed ste Støtter som Kunde. D en skam dinaviske Litteratur, der er frembragt i det sidste Aarhundrede, var han v el bevandret i, og hvad der Aar efter Aar præsteredes af danske Forfattere, saavel af den gamle som af den nye Skole, læste han om tren t Rub og Stub med en — det maa vel indrøm* mes — englelig Taalmod ighed og Resignation, thi en Bog skulde være m eget slet, naar den b lev lagt hen paa Halvvejen . I den æl* dre Litteratur yndede han jo i høj Grad Holberg, med hvem han saa at sige fø lte sig i Slægt, og øste o fte af det sprudlende Lune, der er ned lag t i d isse Værker; han kunde citere sin Holberg med en sjelden A kkura tesse og i e t ikke almindeligt Omfang. Men ogsaa ty sk , engelsk og fransk Litteratur kendte han i fuldt Maal, og han havde b etyd elige Kundskaber i disse Sprog, talte f. Eks. Fransk m ed anerkend t Elegance. Mange fremmede Forfattere havde han grundigt studeret, fornemlig Shakespeare og Walter Scott; den før ste af d isse havde han i en halv Snes forskellige Ud* gaver, han skrev selv Tekstkritiker og læste det m este af, hvad der er sk revet om denne Forfatter, saa at faa kunde tage det op med ham i Kundskaber paa dette Omraade. A f engelsk Skønlitte* ratur har han læ st v e l m indst et Tusinde Bind, hvad der ikke er saa lid t for en Mand, der kun har dette som en Bibeskæftigelse. Fransk var npk hans Yndlingssprog, og han var inde i de m est bekendte Forfa tteres Værker fra denne Litteraturs forskellige Pe* rioder. N o g e t lignende om end i mindre Grad, gælder den ty sk e Litteratur; Fritz Reuter (i Originalsproget naturligvis) var ham en Kilde til stor G læde. En fortrinlig Hukommelse var en Vuggegave; det var utroligt, hvad han kunde huske fra alle forskellige A ldre, baade af hvad han havde læ st og oplevet. D e morsom ste Skole* forskrifter og Børnevers fra Drengeaarene, kuriøse D ig te og For* tællinger i m a ssev is kunde komme op i ham, og i saa H en seende var han ubetalelig. Bellmans Sange morede ham i særlig Grad, han kunde mange af dem udenad med Melodier, og han sang dem med kostelig t, sm ittende Lune. Paa et Naturforskermøde i Stock* holm foretoges der af Deltagerne en Sejltur paa Dampskib, hvori Kong Carl den 15de deltog; de Ombordværende sang en af Bell* mans Sange i Kor, men standsede ved det sidste V ers, som ingen kunde; H o lten tog da sin Hat af, traadte frem for Kongen, buk* kede dyb t og sang det sidste V ers alene. Fra den Tid havde han en V en i Kong Carl. D a han døde, lukkedes to kærlige Øjne, og et varm tfølende, trofast H jer te stansede sine Slag. Enhver, der har set H o lten og