DenKroniskeBolignød

jord, der går tilbage til kommunen efter en årrække, således at grundværdistigningen helt og fuldt tilfalder det offentlige. A t kommunerne må have magt og midler til at sikre sig til­ strækkelige byggegrunde for det fremtidige boligbyggeri, og at kommunerne ved lovfæstet byplanlægning styrer byudviklingen efter udelukkende sociale, hygiejniske og samfundsøkonomiske hensyn. A t kommunerne ved en omhyggelig boliginspektion sikrer, at den bestående boligmasse holdes i en forsvarlig stand og til en­ hver tid benyttes på en forsvarlig måde, f. eks. således at der føres kontrol med, at ingen bolig bliver overbefolket eller benyt­ tes til andet end boligformål.* Under den første verdenskrig blev mange a f de tanker, der frem­ kom på boligkongressen, og som kan findes i boligkommissio­ nens betænkninger fra disse år, taget op i boliglovgivningen og i den statsboligfondslov, som kom i 1922 (lov nr. 5 5 1 a f 23. december 1922). Ifølge denne lov kunne der ydes sekundære lån til almennyttigt boligbyggeri, således at lånene blev udbetalt enten i statsgaranterede 5 °/o obligationer eller i obligationer til en fastsat kurs. Oprindelig blev lånene givet med indtil 40 °/o af anskaffelsessummen og inden for en grænse for de samlede lån på 85-90 °/o. Ved love i 1925 og 1926 blev støtten fastholdt ind­ til 1. oktober 1927 med visse begrænsninger. Statsboligfonden udlånte mellem 1922 og 1927 i alt 109 m il­ lioner kr., heraf 70 millioner til kommuner og boligforeninger, 34,5 til parcelbyggeri og 4,5 til private byggerier. Statsboligfon­ den satte for alvor gang i det sociale boligbyggeri, der nu op gennem 1920 ’erne blev retningsgivende for udformningen a f det meste byggeri. Desværre er der meget lidt a f dette byggeri, der har fået blivende værdi. Den offentlige støtte blev ikke fulgt op a f et udviklingsarbejde med nye boligformer. Under første verdenskrig og særligt i tyverne fik vi store, bombastiske karreer omkring gårde eller græsplæner, som ingen havde lyst til at sætte sig ud på, blandt andet fordi det var fo r­ budt at betræde græsset. Hvad kunne man foretage sig andet her end at pille næse. 146