DenKongligeVeterinærOgLandboHøjskole_1858-1908

VETERINÆRER. 55 Forhold, som Neergaard mange Aar efter (1844) giver i sit »Lev­ ned«, er vel rimeligvis noget ensidig, men det tør dog vistnok an­ ses for utvivlsomt, at Hovedskylden for det ulægelige Brud har været Viborgs, omend Neergaards yderst heftige Temperament og hensynsløse Udtryksmaade har haft sin store Part deri. Efter et skandaløst Optrin mellem dem indgav Viborg (allerede i Novbr. 1801) en Klage til Skolens Direktion. Der nedsattes en Under­ søgelseskommission, hvis Resultat synes at være blevet, at N e e r ­ gaard frifandtes for de rejste Beskyldninger. Men da Regeringen naturligvis ikke kunde give Afkald paa Viborg, og da Samarbejde mellem de to Fjender var umuligt, greb man den Udvej at enl- ledige Neergaard, som man gav Understøttelse til en 3aarig Studie­ rejse i Udlandet og lovede Vartpenge ved hans Hjemkomst. Neer­ gaard kom aldrig senere til at virke ved Skolen, som derved tabte en ualmindelig begavet og for sit Fag begejstret Forsker. Som be­ kendt virkede han senere energisk og dygtigt for Hippologien, og de Principper, han forfægtede paa dette Omraade, kom til at spille en stor Rolle herhjemme gennem hans Elev Prosch. Hele sit Liv igennem sørgede Neergaard over sin Fjernelse fra Veterinærskolen, over hvis Udvikling han vaagede med Argusøjne, og der er næppe Tvivl om, at hans altid vaagne Kritik har øvet en vis stimulerende Indflydelse paa dens Lærere. Hans Kærlighed til Skolen og til Ve- terinærvæsenet gav sig el smukt Udtryk i hans høje Alder derved, at han bestemte hele sin lille, ved slor Flid og Nøjsomlied sam- mensparede Formue til et Legat for unge Mænd, der ønsker at ud­ danne sig til Lærere ved Veterinærskolen eller til Virksomhed i Stutterifaget. Man har bebrejdet E . V i b o r g , at han sørgede for at faa sine Brodersønner C a r l og E r i k R a sm u s V i b o r g samt sin Søstersøn G. C. W i t h ansatte ved Skolen. For E r i k R a sm u s ’s Vedkommende var det rimeligvis et uheldigt Valg, men de to andre var duelige Mænd, og naar man tager i Betragtning, al E r i k V i b o r g havde opdraget disse Nevøer som om de var hans egne Børn og at Veterinærstudiet næppe har øvet stor Tiltrækning paa andre dyg- lige unge Studenter, synes der ikke al være noget væsentligt at sige til, al han søgle al bringe dem frem paa det Omraade, hvor han havde Indflydelse. Den sidste Ætling af Slægten, der ansattes ved Skolen, nemlig H. C. T s c h e r n i n g , skyldte C a r l V i b o r g sin Ansættelse. Beklageligt er det naturligvis, at ingen af disse Mænd paa langt nær i Dygtighed kunde maale sig med Slægtens Ældste, E r i k V i b o r g , og at Skolen derfor under deres Ledelse gik kende­ ligt lilbage. C a r l V i b o r g (f. 25. Juli 1783 i København, d. 7. Oktbr. 1844)